Her møder kræftpatient sin livreddende donor for allerførste gang

Det lå ikke i kortene, for det er meget usædvanligt, at patient og donor kan få kontakt.

Michael Nehls er rastløs og hører knap nok, hvad næste stop er. Han sidder på et klapsæde i den københavnske metro, men mentalt er han allerede inde på Rigshospitalet, hvor en læge skal give ham besked om, hvordan det går med behandlingen af hans lymfekræft.

For to et halvt år siden gik det den gale vej. Kræften var vendt tilbage, og nu frygter han, det sker igen. 

Siden har han blandt andet fået transplanteret rask knoglemarv. 

Michael var før samtalen på Rigshospitalet nervøs for hævede lymfer ved halsen. Men det viste sig at være helt almindeligt.
Michael var før samtalen på Rigshospitalet nervøs for hævede lymfer ved halsen. Men det viste sig at være helt almindeligt. Foto: TV 2

 Måske er det marven, der giver overlægen på Rigshospitalet mulighed for endelig at give Michael Nehls en positiv besked.

- Du er fuldstændig, som du skal være efter transplantationen, og der er ikke noget lymfekræft at se, siger overlægen til ham.

En lettelse breder sig i Michaels krop, men et nyt ønske dukker også op. Han vil dele den gode nyhed med den person, som har doneret knoglemarven. Han vil sige tak.

Unikt telefonopkald

Normalt er donorer altid anonyme, men hvis de selv ønsker det, kan modtageren få kendskab til deres identitet. Og det havde Michaels donor Rasmus Jensen ønsket. Derfor havde Michael mulighed for at få sit ønske opfyldt. 

Han har fået nummeret til Rasmus. Han ved, han er en ung fyr fra Aarhus, men resten må han spørge til. Fingrene danser hen over telefonens tastatur. Den ringer op. 

- Ja, hallo, det er Rasmus.

- Hej Rasmus, det er Michael. Jeg er meget glad for, at jeg må ringe og sige tusind tak til dig. Jeg er virkelig taknemmelig.

Michael Nehls ringer op til sin donor Rasmus Jensen og hører han stemme for allerførste gang.
Michael Nehls ringer op til sin donor Rasmus Jensen og hører han stemme for allerførste gang. Foto: TV 2

Fakta om kræft

  • Hver tredje dansker bliver ramt af kræft.
  • Knap 267.500 danskere lever med en kræftdiagnose.
  • Mere end 15.000 danskere dør hvert år af kræft. 
  • De fem hyppigste kræftformer blandt kvinder er: Bryst-, lunge-, tyktarm- og modermærkekræft, samt kræft i hjernen. 
  • De fem mest hyppige kræftformer for mænd er: Prostata-, lunge-, tyktarm-, blære-, og endetarmskræft.

Donerede for at overvinde angst

Det lå slet ikke i kortene, at den nu 27-årige Ramsus Jensen skulle blive donor. Han var hunderæd for nåle, men det ville han gerne lave om på. Han udfordrede sig selv ved at melde sig som bloddoner.

Han vandt kampen mod sin nåleskræk, og inden længe tog han skridtet videre og besluttede sig for også at donere knoglemarv. 

- Selv synes jeg, det er helt almindeligt. Jeg giver ikke noget, jeg kommer til at mangle. Jeg ville bare konfrontere min skræk. At det så munder ud i, at jeg kan redde et liv, det er fint, siger Rasmus Jensen.

Rasmus Jensen til venstre og Michael Nehls til højre.
Rasmus Jensen til venstre og Michael Nehls til højre. Foto: TV 2

Tårevædet møde

For Michael Nehls er Rasmus Jensens donation alt andet end almindelig. 

- Det er helt fantastisk. Jeg håber, alle dem, der kender ham, vil være pavestolte, siger han. 

Hans øjne er våde, og han sender et smil til Rasmus Jensen, som sidder ved siden af ham i sofaen. 

De to har netop mødt hinanden ansigt til ansigt for første gang som en del af TV 2s 'Knæk Cancer Live'-show lørdag aften. 

Michael Nehls og Rasmus Jensen giver hinanden et kæmpe kram, da de mødes for første gang.
Michael Nehls og Rasmus Jensen giver hinanden et kæmpe kram, da de mødes for første gang. Foto: TV 2

Efter seks år som kræftpatient kan Michael Nehls overbringe Rasmus Jensen den nyeste drejning i hans sygdomshistorie. Han er kræftfri, og han er klar til at vende tilbage til livet.

Specielt bånd

Det blev der ellers sat en voldsom stopper for, da Michael Nehls som 26-årig fik kræftdiagnosen. Han måtte blandt andet sige sit job som lastbilchauffør op. 

- Jeg tænkte, at det ikke kunne passe, at det ramte mig, fordi jeg var så ung. Jeg var i gang med at etablere mig et liv. 

Nu er Michael Nehls 32 år, og fremtiden ser endelig lysere ud. 

26-årige Michael før han blev ramt af kræft.
26-årige Michael før han blev ramt af kræft. Foto: Privatfoto

Følelserne sidder stadig uden på tøjet, som han sidder der i sofaen ved siden af sin donor, men der er plads til at lave lidt sjov med den marv og det bånd, de to nu deler. 

- Jeg tror, du har gjort mig mere mørkhåret, og du har i hvert fald gjort mig fem år yngre, siger Michael Nehls og griner til den fem år yngre Rasmus Jensen.