Komiker har stadig smerter efter kræft: - Jeg kommer mig aldrig over det

Komikeren Geo efterlyser mere hjælp og information om senfølger efter et kræftforløb.

Komikeren Geo, hvis fulde navn lyder Christian Geo Heltboe, havde altid troet, at han skulle sove stille ind som 90-årig.

Men for seks år siden blev forestillingen udfordret. Han fik konstateret testikelkræft, og senere blev han ramt af kræft i den ene lunge.

- Jeg nåede næsten ikke engang at opfatte, at jeg var syg i første omgang, siger han til TV 2, da han lørdag ankommer til indsamlingsshowet 'Knæk Cancer Live'.

I dag går den 39-årige komiker til årlige tjek på hospitalet. Han har været erklæret kræftfri siden 2012, men han er stadig plaget af sygdommen. 

- Du skal helst ikke trykke mig på min lunge, siger han og holder en hånd op foran sin højre lunge.

- Bare ved den mindste berøring gør det ondt.

Bivirkninger og senfølger ved kræftbehandling:

Der er risiko for en række bivirkninger og senfølger ved kræftbehandling – det er dog langt fra alle, der oplever permanente skader.

  • Føleforstyrrelser og nerveskader efter kemoterapi
  • Hårtab
  • Lymfødem (hævelse) i for eksempel arme og ben, der kan opstå efter operation og strålebehandling
  • Træthed
  • Gener i mund og svælg, såsom halsbrand, sår og betændelse i munden
  • Kemohjerne eller kemotåge beskriver en tilstand med nedsat koncentrationsevne og hukommelse
  • Åndenød
  • Tidlig overgangsalder

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Som følge af sit kræftforløb har Geo fået senfølger. Han har mistet følelsen i tre fingre på sin venstre hånd. Han halter, da han ikke ordentligt kan træde ned på sin højre fod på grund af nerveskader. Han har også fået nedsat sin lungekapacitet med en tredjedel, fået tinnitus og kæmper fortsat med hukommelsesbesvær.

- Jeg var slet ikke forberedt på det. Senfølgerne kom bag på mig. Jeg troede, jeg ville være helt rask, når jeg blev erklæret kræftfri. Det var langt fra tilfældet, siger han og tilføjer, at han er blevet mere rørstrømsk efter sit sygdomsforløb.

Geo er en af de 300.000 såkaldte kræftoverlevere, der findes i Danmark. I en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen vurderes det, at cirka 50 procent af alle kræftoverlevere bliver ramt af følgesygdomme efter deres kræftbehandling.

- Jeg var fortabt 

I næsten to årtier har komikeren indtaget de danske stand up-scener. Under sit kræftforløb blev han tvunget til at træde tilbage. 

Jeg var fortabt. Jeg følte mig efterladt. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle søge hjælp

Christian Geo Heltboe, komiker

Selvom folk stadig forventede, at han hurtigt kunne hive en joke ud af ærmet, var det at være sjov, det sidste han tænkte på. Og da han blev erklæret kræftfri, blev han bekymret.

Hvordan skulle han vende tilbage til livet på scenen?

Svaret viste sig at være svært at finde. På hospitalet spurgte han om hjælp, men ifølge komikeren var lægerne mere fokuserede på at få ham helt ud af sygdommen.

- Jeg var fortabt. Jeg følte mig efterladt. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle søge hjælp, siger han.

Geo besøgte også Kræftens Bekæmpelse på Nørrebro, men heller ikke her fik han svar på, hvordan han som komiker kunne få sit gamle liv tilbage, og hvordan han skulle forholde sig til sine senfølger.

Mere fokus på senfølger

Komikeren ønsker derfor at sætte fokus på senfølger i løbet af et kræftforløb. 

- Du får slet ikke den rette information. Kræftpatienter kunne blive klædt meget bedre på. Jeg var på ingen måder forberedt, og det skræmte mig, siger han.

For at gøre kræftpatienter mere opmærksomme på senfølger, og hvordan de kan håndtere dem, opfordrer komikeren Geo, at eksempelvis psykologer hjælper kræftpatienter med at tackle senfølgerne og få en god start på livet efter kræft.

- Jeg kommer mig aldrig over det. Senfølgerne vil altid være der, og det skal jeg lære at leve med. Men jeg ville gerne have vidst, at jeg aldrig kunne vende helt tilbage til mit gamle liv.