Danskernes Knæk Cancer-blomster sikrede ekstra penge til årets indsamling

Rekordstort antal danskere indsendte kreative versioner af Knæk Cancer-blomsten. Så mange, at donationen blev forhøjet med 50.000 kroner.

Danskere har gennem hele Knæk Cancer-ugen lavet kreative fortolkninger af den lille blomst med det ene, røde blad og delt deres versioner på Instagram under hashtagget #Knækcancerblomst.

Blomsten er blevet lavet ud af vægtstænger, grankviste, kager, lys og ikke mindst af mennesker, der sammen har formet sig som blomstens blade.

Hvis danskerne delte mere end 15.000 blomsterbilleder, ville samarbejdspartneren Boozt.com donere 300.000 kroner til Knæk Cancer.

Sidste år blev der delt 13.000 billeder, og et af målene var at overgå det tal.

Forhøjede donationen

Og det mål blev mere end indfriet. Over 16.000 kreative Knæk Cancer-blomster har i løbet af ugen spredt sig på hashtagget.

Derfor valgte Boozt.com at støtte Knæk Cancer med yderligere 50.000 kroner som en ekstra gestus for danskernes store indsats.

A post shared by Knæk Cancer (@knaekcancer) on

Under gårsdagens store Knæk Cancer-show blev de mange Knæk Cancer-blomster og det fællesskab, der ligger bag mange af billederne, hyldet med en rørende fortolkning af Kim Larsens ’Papirsklip’ udført af Gustav Wolter, som spiller hovedrollen i musicalen ’Midt om natten’. 

Se Gustav Wolters optræden øverst i artiklen.

Et minuts stilhed

Showet bød også på andre rørende øjeblikke, der understregede, at ingen skal stå alene med sin kræftsygdom.

Blandt andet dedikerede Knæk Cancer traditionen tro et minuts stilhed til alle, der har eller har haft kræft inde på livet.

Se øjeblikket i videoen herunder.  

I år blev der i alt indsamlet 147.113.040 kroner til at knække cancer. Pengene skal blandt andet gå til Børnecancerfonden, partnerskabet Røgfri Fremtid og til patienter, der rammes af senfølger i forbindelse med deres kræftbehandling.