Knæk Cancer-donor blev hevet ud af sengen og vandt en ny bil

147.113.40 kroner har danskerne samlet ind til kampen mod kræft.

Klokken havde næsten rundet midnat, da det store indsamlingsshow ’Knæk Cancer Live’ lørdag aften skulle uddele en sidste bil til en heldig velgører.

- God aften, hvem taler vi med? spurgte de to værter Felix Schmidt og Louise Wolff.

- Ja, hvem taler jeg med? lød det i den anden ende af røret.

Her var det Anne Lise, som havde givet et bidrag til Knæk Cancer-indsamlingen ved at være med i lodtrækningen om en ny bil.

Hun blev dog så at sige ’taget på sengen’, da hun blev ringet op klokken 23.58 og spurgt, om hun stadig så TV 2 på fjernsynet.

- Nej, det gør jeg egentlig ikke, fordi jeg er faktisk gået i seng, sagde Anne Lise.

Hun kom dog hurtigt ud af fjerene, da Felix Schmidt og Louise Wolff kunne fortælle hende, at hun var vinderen af en Volkswagen Golf.

- Det er da ikke rigtigt. Det er løgn, jamen, du godeste, lød det lettere chokeret fra Anne Lise.

TV2.dk har søndag formiddag været i kontakt med Anne Lise, som dagen derpå er meget overrasket over sit held og stadig ikke helt kan forstå, at hun har vundet en ny bil.

Røgfri fremtid

Hver tredje dansker rammes af kræft, og sygdommen er den hyppigste dødsårsag herhjemme. Derfor sætter TV 2 for sjette år i træk fokus på sygdommen.

Administrerende direktør hos Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, er rigtig glad for hele indsamlingsforløbet. 

- Jeg er begejstret og glad over en kolossal opbakning og et kæmpe stort beløb. Jeg vil sige, det er i virkeligheden det der med at mærke, hvordan folk står sammen, og at folk gør fantastisk mange ting sammen, der er stort. Det er en del af drømmen, at man står sammen. Det er faktisk det, vi gerne vil med Knæk Cancer, siger han til TV 2. 

Kræftens Bekæmpelse har allerede udvalgt de projekter, som i år modtager donationerne. Pengene går blandt andet til en røgfri fremtid og til patienter, der rammes af senfølger i forbindelse med deres kræftbehandling.