Hjalmer på scenen for første gang efter sin fars død – sang til Knæk Cancer-show

Musikeren Hjalmer sang ny single, der handler om, hvordan det føles, når livet rammer hårdt.

- Ka' det blive meget værre end lige nu? Gør det lige så ondt som lige nu? Er det lige så svært som lige nu?

Sådan sang Kim Larsens næstyngste søn, musikeren Hjalmer Larsen, fra scenen til Knæk Cancer Live – kulminationen på en uge, hvor danskerne har samlet ind til kræftramte og deres pårørende.

Det var Hjalmer Larsens første offentlige optræden, siden hans far gik bort for en måned siden. 

Før sin død fortalte Kim Larsen åbent, at han led af prostatakræft, da han var nødt til at aflyse en række planlagte koncerter.

Når det virker helt umuligt, og det ikke er til at tro på, at det så'n det er

Tekst fra Hjalmer Larsens 'Lige Nu' 

Og 30. september 2018 fik danskerne besked om, at den folkekære sanger var sovet stille ind efter længere tids sygdom. Det oplyste Kim Larsens agent på Facebook på vegne af familien. 

Når livet rammer hårdt

Til Knæk Cancers indsamlingsshow spillede Hjalmer Larsen sin nye single 'Lige Nu', som aftenens værter præsenterede som "et helt særligt nummer".  

Hjalmer Larsen med sin nye sang 'Lige nu' til Knæk Cancer-indsamlingsshowet.
Hjalmer Larsen med sin nye sang 'Lige nu' til Knæk Cancer-indsamlingsshowet. Foto: Per Arnesen / TV 2

- Sidste efterår skrev Hjalmer et stykke musik om, når livet rammer hårdt, begyndte Cecilie Frøkjær, før medværten Mikkel Beha Erichsen fortsatte: 

- En stykke musik, hvor Hjalmer prøver at sætte ord på den følelse, det er, når man pludselig tænker: "Nu falder himlen ned", og man står helt alene.

Når der ik' er nogen løsning, og det eneste vi ka' gøre er bare at prøve at få det hele til at gå

Tekst fra Hjalmer Larsens 'Lige Nu' 

Efterfølgende kommenterede Hjalmer Larsen sin optræden på Instagram

- Tak for en vigtig aften, skrev han. 

- Se dig for lille far, og vi ses

Det var også på Instagram, at Hjalmer takkede sin far for en lykkelig barndom og et lige så lykkeligt teenage- og voksenliv. 

I ugen efter Kim Larsens død delte han et billede af de to sammen og skrev:

- Større kærlighed fandtes ikke, end den du øsede ud over mig og Lui dagligt og hele tiden. Tak for det og tak fordi “kurven” hos dig og mor var tom, for bedre sted at lande fandtes heller ikke. 

Derudover satte han ord på nogle af de særlige øjeblikke, han delte med sin far og resten af familien. 

- Vi var en tæt lille familie, men de sidste ni måneder røg det alligevel op på et helt andet niveau. Det her billede er fra maj i år. De mange mange timer vi tilbragte ved dit spillebord i stuen gennem årene, og hvor vi drev resten af familien til vanvid med vores ubehjælpsomme håndtering af diverse instrumenter og skrig og skrål, fylder mig med stor glæde og længsel, skrev han og sluttede af således:  

- Hver gang en af os i huset skulle gå, råbte de tre andre "Se dig for og vi ses!" op til flere gange. Så fra mig til dig: Se dig for lille far, og vi ses.

Tidligere indsamlingsresultater

2017: 156.721.824 kroner

2016: 168.242.410 kroner

2015: 145.786.179 kroner

2014: 156.429.031 kroner

2013: 144.641.805 kroner

2012: 102.530.846 kroner

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Lørdag aften samler danskerne ind til Knæk Cancer for syvende gang.

Pengene går i år til 12 forskellige projekter – blandt andet kræftforskning, forebyggelse og til at hjælpe pårørende.

Læs mere om projekterne her