Mistede sin femårige lillesøster til kræft – sang bringer minderne frem på live-tv

Søskende til børn med kræft er ofte dem, der lider mest mentalt under og efter sygdomsforløbet, siger professor i psykologi.

- Hvor du end er, vil du altid være omkring mig.

17-årige Josephine Knop Olesen sidder i sofaen og kigger mod den lille scene i ’Go’ morgen Danmark’-studiet. Her sidder sangeren Noah og synger ordene ned til hende.

Det er ikke hvilke som helst ord. Det er ordene fra netop den sang, hun altid hører, når hun savner sin lillesøster, der døde af kræft for fem år siden.

Josephine Knop Olesen mødte sangeren Noah i 'Go morgen Danmark'. Han sang sangen 'Over byen' for hende, som hun altid hører, når hun tænker på sin søster, der døde af kræft for fem år siden.
Josephine Knop Olesen mødte sangeren Noah i 'Go morgen Danmark'. Han sang sangen 'Over byen' for hende, som hun altid hører, når hun tænker på sin søster, der døde af kræft for fem år siden. Foto: TV 2

Josephine tørrer en tåre væk fra kinden, mens hun kigger mod sangeren Noah.

Josephine Knop Olesen satte sine egne behov til side og gjorde alt for sin søster, da hun var syg. Det er hun glad for i dag, selvom det var hårdt både dengang og efterfølgende. - Jeg ville bare være den bedste storesøster for hende, siger hun.
Josephine Knop Olesen satte sine egne behov til side og gjorde alt for sin søster, da hun var syg. Det er hun glad for i dag, selvom det var hårdt både dengang og efterfølgende. - Jeg ville bare være den bedste storesøster for hende, siger hun. Foto: Privatfoto

Det er sangen ’Over byen’, han synger, og det er en overraskelse for Josephine, at han er her for at synge for hende.

- Lige pludselig følte jeg også, at min søster var en del af det på en måde, siger Josephine om oplevelsen og overraskelsen.

- Jeg hører den sang, hver gang jeg er ked af det. Når jeg savner min søster og har brug for at komme til at tænke på hende, siger hun.

Mor: Josephine var anden prioritet

Josephines søster, Marie, døde som kun femårig efter at have være diagnosticeret med kræft i halvandet år. En periode, hvor Josephines forældre gav alt, hvad de havde til deres syge datter.

Samtidig forsøgte de at give opmærksomhed til deres raske datter, men efterfølgende kan de se, at Josephine blev overset i forhold til sin kræftsyge lillesøster. En vinkel på sygdomsforløbet, som de fortalte om i 'Go' morgen Danmark'.

Udover at forældrene havde al fokus på lillesøsteren Marie, satte også den dengang 11-årige Josephine sine egne behov til side. Selv når hendes lillesøster rettede sine frustrationer og vrede mod Josephine, tillod hun det. Hun lod ligeledes altid femårige Marie bestemme, hvad de skulle lege, når de var sammen.

Alle i studiet blev rørt, da Noah spillede som en overraskelse for Josefine, der mistede sin lillesøster til kræft for fem år siden. Video: Julie Bülow

- Josephine stod model til meget, samtidig med at hun var anden prioritet derhjemme i den periode, siger Lene Knop, der er mor til Josephine og Marie.

Josephine lod sin lillesøster afreagere på hende

Josephine kan sagtens se, at hun satte sine egne behov til side.

Josephine Knop Olesen kunne ikke lide at komme på sygehuset og se alle de andre syge børn. Da gik det nemlig op for hende, hvor syg hendes søster var. Når hun besøgte søsteren på hospitalet, blev hun derfor lukket ind ad bagindgangen.
Josephine Knop Olesen kunne ikke lide at komme på sygehuset og se alle de andre syge børn. Da gik det nemlig op for hende, hvor syg hendes søster var. Når hun besøgte søsteren på hospitalet, blev hun derfor lukket ind ad bagindgangen. Foto: Privatfoto

- Det gik ud over mig, hver gang hun var sur, husker Josephine, der var 11 og 12 år, da Marie var syg.

Alligevel holdt hun sig tilbage og lod sin søster blive sur.

- Jeg har fået rigtig mange mærker, når hun kastede ting på mig. Jeg ignorerede det, fordi hun var syg. Det var hendes måde at reagere på, at hun var syg, siger Josephine og peger på, at hendes søster heldigvis oftest var glad.

Frygtede, at hun selv blev ramt af kræft

Det var ikke kun på kroppen, hun fik mærker. Det gjorde hun også på sjælen.

Reaktionen kom efter Maries død. Josephine begyndte at få angstanfald, hvor hun pludselig ikke kunne trække vejret.

De to søstre har altid været tætte, og det blev endnu tættere, da Marie blev syg. Billedet er fra før, Marie fik konstateret aggressiv kræft i begge sine nyrer.
De to søstre har altid været tætte, og det blev endnu tættere, da Marie blev syg. Billedet er fra før, Marie fik konstateret aggressiv kræft i begge sine nyrer. Foto: Privatfoto

Hun frygtede konkret, at hun selv ville blive ramt af kræft, som netop havde taget livet af hendes lillesøster.

- Og så frygtede jeg, at mine forældre skulle dø, eller nogen i min familie. Nu havde jeg lige mistet min søster, og så kunne jeg ikke overskue at skulle igennem det en gang til, siger hun.

Professor: Raske søskende har det psykologisk sværere end syge

Sådan en reaktion er helt normal, fortæller professor i psykologi ved Aarhus Universitet Mikael Thastum, der også er leder af Center for Psykologisk Behandling til Børn og Unge samme sted.

- Det er en klassisk reaktion, hvor det raske barn forsøger at beskytte forældrene og det syge barn. De forsøger at tilpasse sig og undertrykker på den måde egne behov, siger han.

Josephine hjælper sin lillesøster i sygesengen. Når Marie var indlagt, var Josephine typisk hos sine bedsteforældre, hvor hun fik den opmærksomhed, der ikke var så meget overskud til derhjemme på grund af forældrenes fokus på kræftsyge Marie.
Josephine hjælper sin lillesøster i sygesengen. Når Marie var indlagt, var Josephine typisk hos sine bedsteforældre, hvor hun fik den opmærksomhed, der ikke var så meget overskud til derhjemme på grund af forældrenes fokus på kræftsyge Marie. Foto: Privatfoto

Han henviser ligeledes til undersøgelser, der viser, at kræftramte børn ofte og mod forventning klarer sig godt psykologisk set i modsætning til deres raske søskende.

- Børn med kræft får helt naturligt en masse forældreomsorg. Det skal de naturligvis også have, fordi det er med til at beskytte dem mod psykologiske problemer, siger han og uddyber:

- Søskende til børn med kræft er i virkeligheden dem, der ofte har det psykologisk sværest.

Glemte storesøster efter lillesøsters død

Han peger på, at den manglende opmærksomhed for oversete søskende kan føles som et tab af forældrenes kærlighed. Noget, der kan gå udover børnenes følelse af at være gode nok.

- Ligeså vigtigt det er at varetage det syge barns behov, lige så vigtigt er det ikke at glemme det raske barns behov. Det risikerer forældrene dog nemt, fordi de synes, det er så synd for det syge barn, siger Mikael Thastum.

For Josephine Knop Olesen fortsatte følelsen af at være overset, da hendes lillesøster, Marie, døde. Her var det især den store omsorg, forældrene fik fra venner og bekendte, hun lagde mærke til. Forældrene fik blomster, og vennerne kom og snakkede med de to voksne.

- Der var ikke så mange, der kom hen og snakkede med mig. Men det gjorde altså lige så ondt på mig, siger Josephine.

Hun gætter på, at nogle voksne måske ikke troede, at hun helt forstod situationen, fordi hun var et barn.

- Men det gjorde jeg jo, for jeg var 12 år, da Marie døde.

Kræftens Bekæmpelse har udpeget syv symptomer på kræft, du bør være ekstra opmærksom på. Dem kan du læse om herunder.

square to 16x9