Overraskede kræftsyg veninde på direkte tv: - Vi skal have lettet den helikopter

22-årige Emma Christiansen tog fusen på sin veninde Emma Skarsø, da hun under ’Knæk Cancer Live’-showet pludselig inviterede på en helikoptertur.

Det seneste år har været benhårdt for 23-årige Emma Skarsø fra Aarhus og 22-årige Emma Christiansen fra Odense.

Sidste sommer fik de begge konstateret alvorlig lymfekræft og har siden gennemgået et længere behandlingsforløb med indlæggelser, operative indgreb og kemokure.

Men lørdag aften under Knæk Cancer-indsamlingsshowet blev de triste tanker skubbet til side.

- Er der andre drømme på programmet?, spurgte vært i indsamlingsshowet, Mikkel Beha, Emma Skarsø.

Mikkel Beha sammen med Emma og Emma under Knæk Cancer-showet
Mikkel Beha sammen med Emma og Emma under Knæk Cancer-showet Foto: Per Arnesen / TV 2

- At skulle fejre det, når jeg er forhåbentlig er kræftfri. Bare at kunne fejre det med alle, der har hjulpet mig. Jeg kunne ikke gøre det uden Emma, og hele min familie og mine venner, svarede Emma Skarsø.

- Jeg er jo af den overbevisning, at man aldrig skal spare på festerne, sagde Mikkel Beha og stillede om til sin kollega Karin Cruz, der befandt sig i en lejlighed i Aarhus.

Her sad alle Emma Skarsøs familie, venner og studiekammerater samlet for at fejre hende, hvilket fik tårerne frem hos en tydelig berørt Emma.

Emma Skarsø blev meget rørt, da familie og venner tonede frem på skærmen
Emma Skarsø blev meget rørt, da familie og venner tonede frem på skærmen Foto: TV 2

- Vi skal have lettet jer

Uden for studiet ventede en helikopter klar til at fragte Emma og Emma til smilets by for at feste.

- Vi skal have lettet jer, så vi kan få lettet den helikopter, lød det fra Mikkel Beha, der blev suppleret af Emma Christiansen.

- Der blev du snydt Ems, sagde hun grinende, da hun med armen om den stadigt grædende Emma Skarsø begav sig ud til helikopteren.

- Mere end det, jeg drømte om

Da de to Emma'er ankom i lejligheden, hvor feststemte familie og venner ventede med flag og kram, måtte Emma Skarsø igen tørre tårerne væk fra kinderne.

Emma og Emma er ankommet til surpriseparty i Aarhus.

- Det var mere end det, jeg drømte om, sagde en storsmilende Emma Skarsø.

Til trods for at festen var til ære for Emma, mente den 23-årige, at festen også var en mulighed for de pårørende til at fejre sig selv og hinanden.

Sygdom bragte dem sammen

De to Emma’er kendte ikke hinanden, da de henholdsvis i juni og august 2017 opdagede, at noget var helt galt med deres helbred, og de kort efter fik stillet diagnosen lymfekræft.

Det var ved et rent tilfælde, at Emma Christiansen via Kræftens Bekæmpelses unge-forum på Instagram, #ungkraeft, fik kendskab til den anden Emma, som skrev om sit sygdomsforløb i bloggen ”At leve med kræft”.

To gange Emma.
To gange Emma. Foto: Line Gjerlev

- Jeg fulgte Emmas blog gennem et par måneder, mens jeg var syg, og jeg kunne genkende meget af det, hun beskrev, fra mit eget forløb. Så jeg tog kontakt til hende via Instagram, og vi begyndte at skrive sammen, siger Emma Christiansen.

For Emma Skarsø var det en stor overraskelse, at hun pludselig blev kontaktet af en anden ung kræftramt, der mindede så meget om hende selv.

- Jeg syntes, det var sjovt, at hun hed Emma og var syg ligesom mig. Det pirrede mig, for jeg havde egentlig holdt mig væk fra at tale med folk om sygdommen. Det kom for tæt på. Men med Emma var det anderledes, og der gik ikke særlig lang tid, før vi begyndte at snakke, udveksle billeder og forklare hele vores historie, fortæller Emma Skarsø.

Emma skal til surpriseparty i Aarhus med venner og familie - og hun tager helikopteren Video: Thor Hedegaard

Trygt at have én at spejle sig i

Det blev dog ikke kun ved skriveriet. For efter et par uger besluttede de to navnesøstre fra hver sin landsdel at mødes, og det var så heldigt, at de klikkede sammen fra første øjeblik.

- Jeg var faktisk lidt nervøs for at møde Emma, for jeg vidste jo rigtig meget om hende på forhånd. Men vi snakkede bare og fandt ud af, at vi havde meget til fælles. Det er egentlig sjovt, for vi er sådan lidt de samme typer på en eller anden måde, siger Emma Christiansen.

De to unge kvinder havde begge savnet én, som de kunne dele alle tankerne, bekymringerne og op- og nedturene med. De havde oplevet, at det var svært at tale med veninderne om deres kræftsygdom, fordi de ikke helt forstod, hvad de gennemgik.

Emma og Emma
Emma og Emma Foto: Privatfoto / TV 2

- Dét med, at jeg nu havde fundet en, som jeg kunne spejle mig i, så meget som jeg har kunnet med Emma, gjorde, at det på en eller anden måde blev lidt mere trygt at komme igennem det. For så føler man på en eller anden måde, at man gør det sammen, forklarer Emma Christiansen, som ville ønske, at de to havde mødt hinanden noget før.

- Det kunne have været fedt, hvis vi havde mødt hinanden helt fra starten. Jeg kunne godt have brugt sådan én som hende at sidde og snakke med, når jeg skulle have kemo. Jeg sad tit til kemo med sådan nogle gamle mænd. Det var ret kedeligt!, konstaterer hun.

Er næsten dagligt i kontakt

For øjeblikket er Emma Christiansen i gang med et fire måneders ophold på Vejle Idrætshøjskole, hvor hun går på ”politilinjen”. Hun håber, at det vil bringe hende i så god fysisk form, at hun kan søge ind på Politiskolen til november.

Samtidig passer Emma Skarsø sit kandidatstudie i medicinsk fysik på Aarhus Universitet.

På grund af travlhed har de to veninder derfor ikke tid til at mødes så ofte, som de kunne ønske, men de sørger for at følge hinandens hverdag og sygdomsforløb tæt fra sidelinjen.

- Vi skriver sammen nærmest hver dag. Vi sms’er og ”snapper” meget, og nogle gange ringer vi også sammen, hvis der lige er et eller andet. Og så følger vi meget tæt med i hinandens kontrolforløb, siger Emma Christiansen.

De to Emma'er har meget til fælles, blandt andet går de begge to meget op i at løbetræne og holde sig i god form.
De to Emma'er har meget til fælles, blandt andet går de begge to meget op i at løbetræne og holde sig i god form. Foto: Privatfoto

Håber at kunne stå kræftfri sammen

For de to Emma’er har deres sygdomsforløb betydet, at de i dag påskønner de små ting i livet meget mere end tidligere.

- Når man har været syg på den her måde, ser man anderledes på tingene. Bare dét, at jeg kan bruge min krop og tonse igennem på lige fod med de andre på højskolen, er vildt fedt, for det kunne jeg ikke for et år siden på det her tidspunkt, siger Emma Christiansen og fortsætter.

- Vi er begge to blevet meget rolige omkring vores liv, og hvad der skal ske fremover. For dét, at vi har været igennem sådan en kæmpestor krise, gør nok, at vi er blevet mere openmindede og tager tingene, som de kommer.

Men selv om de to veninders situation minder meget om hinanden, er der et enkelt punkt, som adskiller dem:

Hvor Emma Christiansen blev erklæret kræftfri for over et halvt år siden og nu kan nøjes med at komme til kontrol hver tredje måned, venter Emma Skarsø stadig på sin endelige raskmelding. Den håber hun at få til sin næste kontrolscanning i november.

- Jeg glæder mig bare virkelig til, at jeg kan stå sammen med Emma og være kræftfri, lyder det fra Emma Skarsø.

Emma Skarsø får 5. december svar på, om hun er helt rask.