Professor Carsten Elbros kritik af samsyns-teorien

Uddrag af professor Carsten Elbros bog om 'Læsevanskeligheder'.

Syn og opfattelse af synsindtryk

Når man stirrer intenst på noget, som er vanskeligt at opfatte, kan det begynde at flimre, hoppe og danse for øjnene af én. Man kan ligefrem stirre sig blind på noget. Det gør ondt i øjnene og giver hovedpine. Sådan har ordblinde det oftere end andre, når de læser. De ser mere end almindelig intenst på de skrevne ord, fordi de ikke kan læse dem, og bogstaverne begynder at danse, linjerne bugter sig, og ordene vil ikke stå stille. Derfor kan ordblinde få den fornemmelse, at der er noget galt med synet, at de fx har svært ved at kontrollere øjenbevægelserne.

Men synssansen er den eneste sans, der er direkte involveret i læsning. Det er derfor ikke overraskende, at der findes utallige ideer om, hvordan problemer med synet og med opfattelsen af synsindtryk kan være årsager til læsevanskeligheder. Afsnittet her handler om tre af de mest udbredte ideer.

En idé er, at ordblinde har vanskeligheder med at styre eller koordinere deres øjenbevægelser. Det kan fx dreje sig om et problem med samsyn, dvs. at øjnene ikke arbejder sammen om at skabe ét synsindtryk. En enkel måde at korrigere dette på i læsning er at sætte klap for det ene øje. Så bliver der ikke noget distraherende dobbeltsyn. Det er selvfølgelig forsøgt i flere undersøgelser. En enkelt forskergruppe har fundet gode resultater (Stein m.fl., 2000), mens andre har ikke kunnet vise nogen effekt. Et af de store problemer er, at andre forskergrupper ikke engang har kunnet genfinde de samsynsproblemer, som Steins gruppe har beskrevet (se fx Goulandris m.fl., 1998). Der er heller ikke fundet påfaldende mange samsynsproblemer eller andre synsvanskeligheder blandt ordblinde i meget store undersøgelser, fx Kronobergsprojektet i Sverige (Lennerstrand m.fl., 1993) og Bergensprojektet i Norge (Aasved, 1988). Man kan måske også tænke på, hvilke konsekvenser det ville have, hvis ordblinde virkelig havde samsynsproblemer eller andre vanskeligheder med kontrol af øjenbevægelser. I så fald ville de have problemer med så meget andet end læsning, fx med at spille computerspil eller andre spil, fordi de ville have svært ved at følge de afgørende bevægelser på skærmen. Men sådanne vanskeligheder er aldrig rapporteret i litteraturen om ordblindhed.

En anden idé er, at ordblinde er overfølsomme over for visse farver lys. Da læsning for det meste foregår med sort tekst på en hvid baggrund, giver læsning anledning til påvirkning med alle farver på én gang. Nogle ordblinde reagerer på forskellige måder med oplevelse af udflydende tekst, træthed, hovedpine og øjne, der løber i vand. Som en kur mod denne formodede overfølsomhed har Helen Irlen (1991) udviklet et system med forskellige farvede briller eller farvede overlays til tekst. Sådanne farvede glas sælges også i Danmark. I en stor forskningsoversigt konkluderer repræsentanter for the American Optometric Association (Williams m.fl., 2004), at farvede briller ikke er en kur mod ordblindhed, men at de dog kan være en hjælp til nogle dårlige læsere, som har visuelle gener, som fx overfølsomhed for lys, hovedpine m.v. Det svarer til, at det er en god idé at tage solbriller på, når sollyset blænder.

En tredje idé om visuelle vanskeligheder i ordblindhed har fået ret megen opmærksomhed i forskningen i de seneste årtier. Ideen er, at nogle bestemte, store hjerneceller (magnoceller i nucleus geniculate laterale) ikke fungerer så godt og forstyrrer den visuelle opfattelse. De store celler er særlig vigtige for opfattelse af hurtige bevægelser i det perifere synsfelt. Man kan tænke på bevægelser, som får os til at dreje øjnene og evt. hovedet for at se nærmere på, hvad der sker. De store celler bestemmer også kontrastfølsomheden, når der er relativt langt (en stor vinkel) mellem de mørke og de lyse områder - som ved en sandbund med langt mellem bakker og dale. Nogle undersøgelser har fundet, at ordblinde netop har mindre følsomhed end normale læsere over for visse hurtige bevægelser og små lysforskelle (kontraster) (fx Lovegrove, Martin, & Slaghuis, 1986). Andre undersøgelser har imidlertid ikke kunnet genfinde disse forskelle selv med meget grundige undersøgelsesmetoder (fx Ramus m.fl. 2003). Så man kan konkludere med meget stor sikkerhed, at hvis der er problemer af denne art med ordblindes visuelle opfattelse, så er de i hvert fald ikke særlig store eller gælder ikke for ret mange ordblinde, for så ville de være dukket op i alle undersøgelser. Desuden er det et godt spørgsmål, hvordan fx nedsat følsomhed for visse bevægelser og kontraster kan forklare læsevanskeligheder (Hogben, 1997). Teksten står jo normalt stille med meget stor kontrast mellem bogstaver og baggrund.

At de tre nævnte ideer synes at have begrænset gyldighed, betyder ikke, at man kan udelukke, at visuelle vanskeligheder kan være årsager til ordblindhed og andre læsevanskeligheder. Man kan ganske enkelt ikke vise, at noget ikke eksisterer - det være sig Loch Ness-uhyret eller planeternes indflydelse på enkelte menneskers liv som antaget i astrologien. Men man kan udmærket have sin tvivl. Når det gælder visuelle vanskeligheder i ordblindhed, er der næppe nogen stærk sammenhæng. For så ville den have vist sig i mange flere undersøgelser. Og det er tydeligt, at ordblinde ikke har nogen særlige vanskeligheder med fx at huske visuelle indtryk, så længe de bare ikke skal sætte ord eller lyde på (se indledningen til kapitel 4).

En anden ting er, at synsvanskeligheder selvfølgelig kan gå ud over læsefærdighederne. Det er især et problem blandt ældre mennesker (se senere i dette kapitel).