Mikkel Beha om hjemkomsten: Forestiller mig, vi sniger os ind

Eventyrene er limen i Mikkel Beha Erichsens familie. Her fortæller han om familiens projekter og om kærligheden til konen Marian og sønnerne Emil, Theis og Alfred.

Det er en frostklar morgen i Københavns Havn. Landgangsbroen er belagt med små perler af frost, og i vandet under husbåden flyder små klumper af most is rundt.

- Havet har en beroligende virkning på mig. Når jeg sidder her på min husbåd og kan kigge ud på kanalen og tænke på, at det vand, der ligger herude, er det samme vand, som løber rundt om de små øer ude i Stillehavet, hvor drengene ligger og sejler rundt, så stresser jeg helt af, fortæller Mikkel Beha Erichsen, da TV 2 møder ham.

Vi befinder os på Familien Behas husbåd ved Holmen i København – langt væk fra de eksotiske kyster, som vi er vant til at se sejlerfamilien ved. Lige nu er Mikkel Beha Erichsen og Marian Midé hjemme i København et par måneder, mens drengene, Theis og Emil, befinder sig i det indonesiske øhav ombord på skibet Havana.

- Marian og jeg glæder os til at komme ud til drengene igen, men vi nyder også at være hjemme. Der er også masser af eventyr lige uden for ens dør, fortæller Mikkel Beha Erichsen.

Det vigtigste er drømmene
Drømmene og eventyrerne er netop det, der er limen i Mikkel Beha Erichsens familie, som består af ham selv, hans kone Marian og sønnerne Emil, Theis og Alfred.

- Opskriften, på at Marian og jeg har været godt gift de sidste 28 år, tror jeg, er den samme opskrift, som også er lykkes med drengene – nemlig det at have fælles drømme og fælles projekter, der holder os i gang, fortæller Mikkel Beha Erichsen.

Se 'Kurs mod fjerne kyster' på TV 2 PLAY.

Den seneste investering i de fælles drømme holder parkeret inde på kajen. Mikkel Beha Erichsen peger ud i kulden i retning af en kassevogn.

- Vi har købt en ti år gammel varevogn, som vi tager på tur i. Så sover vi bag i den. Vi lå oppe i Dollerup Bakker i går nat på en parkeringsplads med et par madrasser bag i. Det er simpelthen så hyggeligt.

Husbåden, vi befinder os på, startede også som et projekt. Båden var oprindeligt en gammel østtysk slæbebåd og skulle sættes i stand fra ende til anden. Sofaarrangementet er bygget til båden, og koøjerne har tv-værten selv sat i.

- Hvis vi er kommet til perioder i vores liv, hvor det er blevet lidt for meget normal hverdag, så er vi instinktivt begyndt at rykke nogle teltpæle op og begyndt at gøre noget. Så har vi det bare godt med hinanden, fortæller Mikkel Beha Erichsen, der mødte Marian Midé som 20-årig.

Mødet med Marian
Marian Midé er ligesom Mikkel Beha Erichsen ud af en sejlerfamilie. Begge har fået saltvandet ind i årene ved fødslen, og det havde da også noget at sige, da de mødtes for knap tre årtier siden.

- Jeg synes, Marian så skidegodt ud og var sød, men det hjalp da også, at hun som noget af det første fortalte, at hun havde en lille sejlbåd liggende nede i Christianshavns Kanal. Det tænkte jeg virkelig var sejt – altså hun var en ung pige i 20erne med egen lille træsejlbåd. Pænt godt scoretrick, hun lige fyrede af.

Mikkel Beha Erichsen er søn af sejleren Troels Kløvedal og journalist Marianne Kjær, som også sejlede rigtig meget med sin anden mand Peter. Den praktiske sejlererfaring har Mikkel Beha Erichsen fået af Peter, og det er også med ham, han havde sin første sejlbåd, Stormdis, sammen med. Det var i den sejlbåd, han krydsede Atlanten som kaptajn for første gang, da Emil var otte år, og Theis var fem år. Af sin far Troels Kløvedal har han derimod lært, hvordan man bor sammen på en båd. Som barn var Mikkel Beha Erichsen nemlig ofte med farens skib Nordkaperen på sejlads i flere måneder.

I grafikken nedenfor kan du læse mere om Familien Beha Erichsen ved at klikke på ansigterne.

En kaotisk familie – på papiret i hvert fald
Mikkel Beha Erichsens forældre gik hver til sit tidligt i Mikkels liv. Siden da levede de en hippietilværelse med mange forskellige mænd og koner, og Mikkels søskende kan tælles på to hænder. Hans barndom er altså noget af en kontrast til den kernefamilie, han selv har opbygget.

- Jeg er blevet spurgt om før, om det er et forældreoprør, at jeg har fået tre børn med den samme. Det er det ikke. Jeg var bare heldig at møde Marian, som jeg har haft det sjovt med altid, så det har ikke været et opgør, men det kan da godt være, at der ubevidst - et eller andet sted – ligger noget i en, forklarer Mikkel Beha Erichsen.

Han beskriver selv sin baggrund som kaotisk på papiret.

- Det er det jo, når ens far har fået fem børn med fire forskellige kvinder, og ens mor har fået tre børn med tre forskellige, men de var alle sammen gode venner, så til alle familiefesterne rejser alle fædrene sig op og holder taler. Jeg opfatter ikke min baggrund som en skilsmissebaggrund, selvom det er det, siger Mikkel Beha Erichsen, der med et glimt i de lyseblå øjne pointerer, at logistikken er en del nemmere, når man har alle sine børn med den samme kvinde.

Han har aldrig selv overvejet at gå fra Marian Midé. Hvis de begynder at kede sig lidt i parforholdet, så finder de på et nyt fælles projekt.

- Jeg tror, der er mange, der bliver skilt af kedsomhed. For hvad fa’en skal man mere sige til hinanden, når man har fået to børn og indrettet et hus, og det går fint på arbejdet?, spørger Mikkel Beha Erichsen retorisk.

”Jeg forstår slet ikke behovet for enormt meget plads”
For at få råd til at realisere drømmene og projekterne har sejlerfamilien valgt at bo småt og billigt.

- Vi har boet på 82 kvadratmeter med vores tre drenge i et hus, vi selv har bygget. Der har vi jo i forhold til mange andre børnefamilier boet for 10.000 til 15.000 mindre hver eneste måned. Det er cirka 150.000 om året, vi har sparet, som vi har kunnet rejse for, og det vil jeg altså hellere.

I næsten hele børnenes barndom, boede familien i en haveforening i Sydhavnen side om side med Mikkel Beha Erichsens mor, kusiner og andre familiemedlemmer. Først i 2011 flyttede de ind på husbåden, som var et af deres mange projekter.

Mikkel Beha på sin husbåd.
Mikkel Beha på sin husbåd. Foto: TV 2

Når man kommer ind på båden, er der en spisekrog med plads til mange omkring, et køkken, et indbygget sofahjørne og en pejs, der står og knitrer. Nedenunder er der soveværelse, badeværelse og et værelse til deres yngste søn, Alfred, der lige nu er på efterskole. Sønnen Theis boede også på husbåden, inden de tog på jordomsejling, mens Emil blev boende i havehuset sammen med to venner.

- Jeg forstår slet ikke behovet for enormt meget plads. Jeg kunne ikke drømme om at købe et hus på 220 kvadratmeter.

- Jeg kan heller ikke forstå dem, der tager på charterferie, og som skal have to værelser – et til moren og faren og et til børnene. Når vi har taget på skiferie, har vi altid fundet et eller andet lille billigt værelse og så fået et par opredninger eller selv haft et par madrasser med. Så sover vi der i en bunke, fordi alle de penge, vi sparer på det, bruger vi til noget andet sjovt, fortæller Mikkel Beha Erichsen.

Pengene er ofte blevet brugt på rejser med vand eller sne under fødderne. Men der har også været plads til de eventyr, der ikke er på den anden side af jorden.

- Vi kunne tit gå hjemme i vores haveforeningshus og se en vejrudsigt om tirsdagen, der sagde, at det ville blæse meget i weekenden, og så var vores projekt at se, om vi kunne få startet vores gamle bil og få skrabet noget surfudstyr sammen, så vi kunne komme over på Vestkysten og surfe og ligge i telt. Og det synes alle i familien var sjovt, for i de fire dage, det tog at få det organiseret og komme derover og blive blæst igennem, der havde vi et projekt med hinanden.

Slut med at arbejde hele tiden
For familien er eventyret ikke bare, når de er afsted. Eventyrene skal også forberedes – ligesom når de tager på surftur. Derfor startede Emil og Theis’ eventyr også længe før, de en sommerdag i 2013 stævnede ud fra Københavns Havn med Havana.

Hele vinteren havde de gået i termodragter og sat båden i stand, mens de havde knoklet for at få penge nok til at tage på jordomsejling i tre år. Rejsen var som udgangspunkt ikke finansieret af noget tv-produktionsselskab. De hægtede sig først på, da de hørte om projektet. Og til at starte med var det kun meningen, at de skulle følge dem på den første del af turen, som gik til Caribien og Costa Rica.

Men nu er det altså tredje sæson af ’Kurs mod fjerne kyster’, som TV 2 blænder op for den 9. februar.

Netop på grund af programmets succes har Mikkel Beha Erichsen valgt at holde en pause fra sit job som vært på ’Go morgen Danmark’.

- De sidste to år har jeg - gjort op i timer - arbejdet altid. Det er svært at overbevise folk om, at det er arbejde, når man sejler rundt ude i Stillehavet, men virkeligheden er, at når vi optager, står vi op hver morgen og tager en mikrofon på som det første, fortæller Mikkel Beha Erichsen.

Han sidder også selv med i klipperummet, når alle de mange times optagelser fra Havana skal klippes sammen til et par timers tv.

- Det gør, at det er svært at yde sit bedste alle steder, og det skal man. Det kan være lidt skizofrent at gå fra at lave et politisk interview i ’Go’ morgen Danmark’ til at sidde og skrive en faktaboks om blåhvaler en time efter i klipperummet. Og man er aldrig bedre end ens sidste program, så man har en forpligtigelse til at gøre det bedst muligt hver gang. Når man ulejliger så mange mennesker med sit tv-program, så kan man ikke lave det med venstre hånd – det går ikke, siger Mikkel Beha Erichsen om pausen fra Go’ morgen Danmark, som indtil videre er på ubestemt tid.

Sådan bliver hjemkomsten
Hvad der til gengæld er sat en slutdato på, er Havanas jordomsejling. Efter planen anløber skibet København i sensommeren.

- Jeg forestiller mig, at vi sniger os ind en sensommernat klokken to, uden at nogen opdager det. Og så går vi op og henter seks kolde Tuborg i køleskabet og drikker dem. Og så er drengene kommet hjem, fortæller Mikkel Beha.

Meget har forandret sig siden, Emil og Theis sejlede ud på de syv verdenshave for to og et halvt år siden. De er selv blevet kendte ansigter i offentligheden. Noget, som de endnu ikke selv har oplevet. Men på husbåden i København er livet også blevet anderledes.

- De vil opleve en mor og far, som ikke er så meget hjemme som før. Men de vil også opleve at Marian og jeg har udviklet os, for vi har jo meget mere tid alene end før. Vi er nærmest blevet ungdomskærester igen, når vi eksempelvis kører på tur i fem dage træk i kassevognen uden børn.

Denne morgen på husbåden er det da også kun Mikkel og Marian, der er hjemme, for yngstesønnen Alfred er på efterskolen, hvor han – selvfølgelig – har valgt brætlinjen med surf og snowboard.

I klippet nedenfor kan du høre Mikkel Beha Erichsen svare på spørgsmål fra 'Kurs mod fjerne kyster'-seerne. Øverst kan du se et klip fra den nye sæson.

Sæson 3: Kurs mod fjerne kyster

Mikkel Beha Erichsens sønner, Theis og Emil, er taget ud på en tre år lang jordomsejling i familiens sejlskib Havana. De begynder nu på rejsens anden halvdel i Fransk Polynesien, hvor Mikkel Beha Erichsen påmønstrer skibet.

Havana er efterhånden blevet slidt, så familien sætter kurs mod Tahiti, hvor båden skal på land og gøres klar til sidste halvdel af rejsen. Derefter fortsætter turen i Stillehavet til historiske steder. Familien går i land på øen Pitcairn, hvor mytteristerne fra Bounty søgte skjul. Undervands bliver de på et dyk klogere på 2. Verdenskrig. Og ovenvande kommer de tættere på Stillehavs-befolkningen.

Det hele finder sted på TV 2 tirsdag klokken 20 eller på TV 2 PLAY.

Blå bog: Mikkel Beha Erichsen

  • Mikkel Beha Erichsen er født i 1966 på Nørrebro i København, men opvokset i kollektivet Maos Lyst i Hellerup.
  • Han er søn af eventyreren Troels Kløvedal og tv-redaktør Marianne Kjær.
  • Mikkel Beha Erichsen er autodidakt journalist og har blandt andet arbejdet som underholdningsredaktør på TV 2 og som vært på 'Go' morgen Danmark'.
  • Han er gift med journalist Marian Midé Andersen, som han har sønnerne Emil, Theis og Alfred med.
  • For få år siden flyttede Mikkel og familien ind i en husbåd på København. Inden da boede de i en haveforening i Sydhavnen.

Følg med på Facebook

Knap 188.000 danskere har allerede vendt tommelfingeren opad til 'Kurs mod fjerne kyster'. Du kan gøre det samme på den officielle Facebook-side her