'Norskov'-skuespillere: Ishockey er en sindssygt svær sport

Se snigpremieren på tredje afsnit af 'Norskov' på TV 2 Play

I 'Norskov' er de tre barndomsvenner, politimanden Tom, entreprenøren "Bonden" og borgmesteren Martin, samtidig gamle holdkammerater fra byens stolte ishockeyhold, Norskov White Hawks.

Så da den gamle "A-kæde" genforenes 20 år senere som midaldrende mænd, skal de naturligvis afprøve hockey-talentet igen (se klip øverst).

Men for de tre skuespillere bag hovedkaraktererne, Thomas Levin, Claus Riis Østergaard og Jakob Ulrik Lohmann, var det knapt så nemt at kaste sig ud på isen.

- Ishockey er en sindssygt svær sport. Det er vist den næstsværeste sportsgren i verden. Den kræver jo utroligt mange kombinationer af færdigheder, siger den ellers sportsvante Thomas Levin til TV 2 og fortsætter.

- Man skal ikke bare være en ekstremt habil skøjteløber, man skal også kunne bruge en stav og slå til en puck, og så skal man lige spille sammen med nogen. Så selv om jeg altid har dyrket forskellige former for sport, fik jeg min sag for her, erkender han.

Skuespillerne Thomas Levin (t.v.) og Jakob Ulrik Lohmann ses her på hockey-banen i 'Norskov'.
Skuespillerne Thomas Levin (t.v.) og Jakob Ulrik Lohmann ses her på hockey-banen i 'Norskov'. Foto: TV 2-screendump

Har trænet hos Rødovre Mighty Bulls
Ligesom med alt det øvrige research-arbejde i forbindelse med 'Norskov' har de tre garvede skuespillere også været grundige i forhold til at sætte sig ind i ishockey-spillet.

Jakob Ulrik Lohmann ("Bonden"), der til daglig bor i Hvidovre ved København, har eksempelvis været "i lære" hos Rødovre Mighty Bulls.

- Jeg blev trænet af førsteholdsspilleren Jannick Karvinen og hans far, Heikki. Det lærte jeg sindssygt meget af. Jeg sad også med på sidelinjen i spillerboksen, når de spillede kamp. Så jeg lærte hele miljøet at kende, både som spiller, publikum og i administrationen. Det var virkelig research, fortæller Jakob Ulrik Lohmann.

"Når jeg skal slå til en puck, skvatter jeg"
Også for Claus Riis Østergaard (borgmesteren), som ellers elsker at se ishockey, har det krævet en større indsats, når han i rollen skal foregive at være tidligere elite-hockeyspiller.

- Jeg kan godt lige finde ud af at løbe på skøjter, men når jeg skal slå til en puck, så skvatter jeg. Det var egentlig meningen, at vi skulle spille mere hockey i serien, end vi gør, siger Claus Riis Østergaard og fortsætter.

- Af gode og smarte årsager har de skåret meget ned på ishockey-spillet for vores vedkommende. Forsikringsmæssige årsager sikkert også, konstaterer han med et grin.

Mathias Käki Jørgensen, som i 'Norskov' spiller det unge ishockey-talent Oliver Bondesen, er til gengæld en dygtig ishockeyspiller i virkeligheden. Læs interview med ham her.

Også Claus Riis Østergaard (t.h.), der spiller borgmester Martin Kierkegaard i 'Norskov', måtte kæmpe for at lære den svære kunst at spille ishockey.
Også Claus Riis Østergaard (t.h.), der spiller borgmester Martin Kierkegaard i 'Norskov', måtte kæmpe for at lære den svære kunst at spille ishockey. Foto: TV 2-screendump

Se tredje afsnit af 'Norskov' mandag d. 5. oktober kl. 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play

Fakta om 'Norskov'

* er et politidrama i 10 afsnit.

* udspiller sig i en industriby i det nordlige Danmark.

* følger politimanden Tom Noack, der vender hjem til byen, han forlod for snart 20 år siden, samt hans to barndomsvenner, Martin og "Bonden", som i mellemtiden er blevet hhv. borgmester og storentreprenør.

* har premiere mandag d. 21. september kl. 20.00 på TV 2.

Se 'Norskov' på TV 2 PLAY