2006: Tilbageblik

16x9

Fup på fire hjul (18. maj 2006)

Morten Spiegelhauer udgiver sig for at være brugtvognshandler for at undersøge branchen, og det viser sig, man kan betale sig fra at få synet biler med alvorlige fejl, uden at de bliver noteret i synsrapporten.

Efter programmet sendte, blev den synsmedarbejder som blev afsløret i at modtage bestikkelse, fyret fra synshallen og senere dømt.

Modellernes mareridt (29. august 2006)

Operation X går tæt på modelverdenen og den underskov af modelbureauer og modelfotografer, der findes. Mens mange unge piger drømmer om en karriere blandt de rige og kendte, udnytter kyniske fotografer pigernes drømme for egen vindings skyld.

I programmet møder vi blandt andet en mand der kalder sig Robert Lafayette. Han påstår han er medejer af den verdensberømte cabaret Moulin Rouge i Paris. Han skal bruge ikke mindre end 1900 modeller til mode- og cabaretshows i Danmark. For at komme i betragtning til denne store chance, skal de håbefulde modelaspiranter betaler 3900 kr. Men det hele viser sig at være et luftkastel. Manden er ikke medejer af Moulin Rouge, og pludselig forsvinder han fra hele projektet og efterlader sig både utilfredse modeller og samarbejdspartnere.

Vi afslører også arbejdsmetoderne i modelbureauet BBC Studio, der på overfladen ligner et helt almindeligt modelbureau. Men når piger møder op til model fotografering viser det sig at handle udelukkende om nøgenbilleder.

Efter programmet sendte, henvendte en lang række piger sig både til Operation X og til politiet. De havde gennem årene været til fotografering hos BBC Studio. Her havde de ifølge det de beskrev, enten været udsat for blufærdighedskrænkelse eller direkte voldtægt. En del af pigerne havde gennem årene anmeldt forholdene til politiet, men deres sager var blevet afvist. Nu gik de sammen og fik en advokat til at repræsentere sig, hvorefter forholdene blev meldt til politiet igen. Nu blev politiet nødt til at tage anmeldelserne alvorligt og de sigtede modelbureau ejeren for både blufærdighedskrænkelse og voldtægt. Da retssagen skulle køre mødte modelbureau ejeren ikke op. Han var i stedet flyttet til Tyskland, hvor han kørte sit modelbureau videre. Efter flere år, blev han endelig udleveret af det tyske politi, hvorefter han fik en dom på otte måneders fængsel for voldtægt.

Narret til porno (5. september 2006)

I programmet afslører vi sikker chat konsulenten fra Ringkøbing Amt, Rudy Frederiksen, er manden bag en række falske modelbureauer på internettet. Modelbureauerne er designet til at lokke unge piger til at henvende sig til Rudy Frederiksen, som med løfter om penge og en modelkarriere udnytter pigerne til sex og porno optagelser.

Efter programmet sendte blev Rudy Frederiksen idømt 30 dages fængsel for distribution af børnepornografisk materiale.

Slaverne fra Øst (23. november 2006)

Operation X afslører hvordan tusindvis af arbejdere fra Østeuropa bliver behandlet, når de kommer til Danmark for at tjene penge. På papiret er de her helt legalt og med myndighedernes blå stempel. Alligevel ender østarbejderne med at arbejde og bo under slavelignende forhold.

Programmets muldvarpe får ansættelse som østarbejdere i Danmark, for at dokumentere forholdene. Arbejdsdage på ti timer til en timeløn på 30 kroner, viser sig at være virkeligheden for de østeuropæiske arbejdere. De bor ti personer stuvet sammen i en lejlighed eller tvinges til at betale en husleje på 14.000 kroner for en toværelseslejlighed i en lille landsby i Jylland.

De danske myndigheder har blåstemplet knapt tusinde virksomheder til at importere arbejdskraft fra Østeuropa. Det eneste krav er, at lønnen svarer til danske lønninger. Og det gør den på papiret, men Operation X, får selv myndighedernes blå stempel og henter billig arbejdskraft i Østeuropa, for at vise, hvor let det er at omgå reglerne - bare man er en smule kreativ.

Efter programmet sendte blev der startet faglige sager mod flere af de virksomheder, som i programmet blev afsløret i at underbetale deres arbejdere.

Miraklet i flasken (30. november 2006)

Operation X undersøger et helsemirakel der har ramt det danske marked. En livgivende frugtjuice til 400 kroner flasken, der ifølge sælgerne kan helbrede alt fra hiv og kræft til potensproblemer. De danske forhandlere bakkes op af et stort amerikansk firma, der har ambitioner om at blive større end selveste Coca Cola. Tahitian Noni International hedder firmaet, der er blandt de største multi level-marketing firmaer i verden.

Operation X infiltrerer firmaet og bliver forhandler af den mirakuløse drik for at undersøge, om der er hold i de mange anprisninger af produktet. Til et utal af møder og på store uddannelsesseminarer lærer man, hvordan man skal udbrede budskabet om miraklet og overbevise andre om at gå med i firmaet.

De forhandlere, der er kommet tidligt ind i firmaet, tjener mange penge på, at der sendes procenter op gennem distributørernes pyramide-lignende opbygning. Programmet opsøger en af disse "Noni-millionærer" på hans imponerende "slot" i Utah, USA. Her konfronteres firmaet bag mirakel-juicen også med deres forhandleres salgsmetoder.

Efter programmet sendte pålagde Fødevarestyrelsen Tahitian Noni Juice at ændre deres markedsføring af produktet. Juicen må ikke markedsføres som "anbefalet af læger", og Noni forhandlerne må heller ikke påstå, at juicen har helbredende virkning på sygdomme.