Henrik Bruhn og Clicktrading

Om clicktrading

Henrik Bruhn, der er manden bag Click Trading, hævder at have udviklet et produkt, der udnytter en række huller i systemerne for annoncer Nettet. Han sælger adgang til sin "opfindelse" for 16.000 kr., og til gengæld for denne investering lover Henrik Bruhn, at man kan tjene tusindvis af kroner på ganske få timers arbejde.

Konceptet går helt kort ud på, at man i et system opretter en række hjemmesider med annoncer, der linker videre til andre sider på Nettet. Når folk så kommer ind på ens side og klikker sig videre, tjener man et lille beløb. Dette kan så løbe op i mange penge, hvis bare der er nok der klikker sig ind på ens sider.

Operation X har afprøvet konceptet og fulgt instruktionerne fra Henrik Bruhn meget nøje. Men ifølge vores erfaringer, kræver arbejdet med siderne langt mere tid end blot et par timer, og selv med en ihærdig indsats på langt over 100 timer, endte Operation X med kun at tjene nogle ganske få ører.

Ifølge de eksperter vi har talt med er Henrik Bruhns koncept dybt problematisk. Det system konceptet bygger på er nemlig meget primitivt, og den viden man får er desuden mangelfuld. Markedet for annoncer på Nettet er præget af hård konkurrence og professionelle markedsføringsfirmaer. Man kan godt tjene penge på dette område, men det kræver i følge eksperterne både erfaring og en viden man ikke får når man køber sig adgang til Henrik Bruhns forretningskoncept.

Se Morten Spiegelhauer konfrontere Henrik Bruhn:

Om Henrik Bruhns tidligere forretninger

Henrik Bruhn er kendt som standup-komiker. Han har endda vundet DM i standup i 2003. Men samtidig er han en driftig forretningsmand, der sælger marketingskoncepter på Nettet. Bag sig har han en lang række tvangsopløste firmaer.

Hans produkt "Click Trading" er da heller ikke helt nyt - i virkeligheden er det tredje gang han forsøger at sælge det. Det er stort set det samme koncept som "Google AdWords 101", som er fra 2004 og "Platin Club, der er fra 2005.

De to tidligere koncepter var heller ikke en succes for mange af Henrik Bruhns kunder. Vi har talt med flere, der var med i de daværende koncepter og som føler sig taget ved næsen. Ligesom med det nuværende koncept var der også en masse løfter og garantier fra Henrik Bruhns side, men folk havde også i den forbindelse problemer med at få deres penge tilbage.

Samtidig med Click Trading kører Henrik Bruhn også andre koncepter. Vi er nået frem til at han står som ejer af 40 andre domænenavne på Nettet, der handler om alt fra markedsføring til russiske dating-sider. Mest iøjnefaldende er dog siden Forbrugerpenge.dk, der før gik under navnet skjulteskatte.dk. Disse side er også blevet kritiseret af de eksperter vi har talt med.

Forbrugerpenge.dk er en form for "rabatklub", hvor medlemmerne får tilbud sendt via mail, og det er der som så ikke noget galt i. Det problematiske er dog at Henrik Bruhn hævder at firmaet bag Forbrugerpenge.dk er over 18 mio. kr. værd, og at han tilbyder folk at købe anparter i det. Det er nemlig meget uklart om firmaet, der tilbydes medejerskab af reelt er så mange penge værd. Ifølge de eksperter vi har talt med, virker det usandsynligt på baggrund af de oplysninger Henrik Bruhn giver. Siden går også under navnet easy-dollar-bills.com - som skal forstille at være en international udgave.

Fælles for mange af de folk der har været i kontakt med Henrik Bruhns forretningsmetoder er, at de fandt frem til koncepterne via en side ved navn "Tradersclub.dk", som er et form for nyhedsbrev. Her modtager man så mails med tips til "gode" forretningsmuligheder på Nettet.

Links til debatter om Henrik Bruhns metoder på Nettet:

Generelt på Iværksætter-forumet Amino:

www.amino.dk

Debatinvitation fra Martin Thorborg:

www.amino.dk/forums/t/11608.aspx?PageIndex=1

Debat på COMPUTERWORLD:

www.computerworld.dk