Chefredaktører i heftig debat om hvem der kender provinsen bedst

I Presselogen debatterede panelet i dag, hvordan de landsdækkende medier dækker provinsen, og det fik bølgerne til at gå højt i studiet.

35 provinsborgmestre er i denne uge gået sammen om en kritik af, at flere af de landsdækkende aviser stort set ikke har nogle journalister ansat uden for København. Det blev afsæt for en heftig debat i Presselogen.

- Jeg synes, der er en problemstilling omkring, at vi skal mere ud og have flere journalister i provinsen. Det er jo et problem, at der i Aarhus er flere journalister ansat i Aarhus Kommune end på Aarhus Stiftstidende. Men hvis det betyder, at en borgmester tror, at så skal der komme gode, dejlige historier, om hvor skønt der er i Nordfyns Kommune, så kommer han altså til at få sig lidt af et chok, sagde chefredaktør Poul Madsen fra Ekstra Bladet i Presselogen.

Den udtalelse rammede problemet ind, syntes TV 2s nyhedschef, Jacob Kwon:

- Det viser, hvor langt I er fra de her dele af landet. Det tror borgmestre jo ikke, svarede han.

Og så fløj kritikken rundt i studiet:

- Det ved du da ikke. I modsætning til dig har jeg jo været derude, lød svaret fra Poul Madsen.

- Men i modsætning til dig har jeg jo masser af journalister derude, kom Jacob Kwon igen.

TV 2 har omkring 100 journalister ansat i Odense, mens Ekstra Bladet har 3 ansat i Aarhus og en i Esbjerg.

Se eller gense hele debatten i Presselogen om mediernes dækning af provinsen, hvor chefredaktørerne også blev præsenteret for en quiz.