Mille Dinesen om ’Rita III’: Hun får virkelig placeret røven i klaskehøjde

16x9

Se snigpremieren på 'Rita III' på TV 2 Play

Der er lagt i kakkelovnen til både forandringer og selvransagelse, når den fandenivoldske skolelærer vender tilbage på TV 2.

Så er der ikke lang ventetid tilbage, før tredje sæson af den populære TV 2-serie ”Rita” ruller over skærmen – og de allersidste optagelser er netop nu i fuld gang.

Tv2.dk har derfor været smut bag kulisserne for at få et smugkig på, hvad seerne kan forvente af næste kapitel i serien.

Og det er rigeligt at glæde sig til. Det fortæller en veloplagt Mille Dinesen, der endnu en gang indtager rollen som den rapkæftede skolelærer.

  Læs også: 'Rita' vender tilbage: Er det her det pinligste øjeblik nogensinde?

- Det bliver på mange måder en konfliktfyldt omgang, men på den gode måde. Og så vender dramaet sig måske denne gang mere mod kræfter udefra, hvor det indtil nu har handlet om de interne konflikter på skolen, siger hun til tv2.dk.

Nye tider på skolen
I tredje sæson blæser forandringens vinde nemlig for alvor gennem gangene på Islevgård Skole. Skolelederen og eks-kæresten Rasmus (Carsten Bjørnlund) har forladt sin stilling, og den forhadte afdelingsleder Helle (Ellen Hillingsø) er trådt til.

Det giver anledning til nye forviklinger, især da kommunale kræfter pludselig truer freden på skolen.

I sæson tre af
I sæson tre af "Rita" er afdelingslederen Helle (Ellen Hillingsø) blevet ny skoleleder - og det giver anledning til nye forviklinger. Foto: TV 2

- De to (Helle og Rita, red.) er jo lidt ligesom salt og peber. De er vidt forskellige, men hvis de slår sig sammen, står de enormt stærkt – og det er en af de ting, som Rita bliver nødt til at forholde sig til, siger Mille Dinesen.

Samtidig byder den nye sæson ligeledes på et bredt skolepolitisk tema. Også på Islevgård må lærerpersonalet nemlig tilpasse sig en ny skolereform.

  Læs også: Netflix skyder penge i tredje sæson af 'Rita'

- Vi sætter blandt andet fokus på inklusion, som Rita selvfølgelig håndterer på sin helt egen facon. Hun vil gøre alt for sine elever, inklusionsbørn eller ej. Det betyder så også, at hun indimellem virkelig får placeret røven i klaskehøjde, siger Mille Dinesen.

Rita mod Rita
Hjemme i pedelboligen er tingene også forandret. Det sidste barn er fløjet fra reden, og Rita skal nu vænne sig til at være alene.

Og det går faktisk ikke helt så let, som man kunne fristes til at tro.

-  Rita er måske nok typen, som er uafhængig og ikke har brug for andre. Men det er også lidt nemmere at være en enspænder, når man hele tiden har folk omkring sig, siger seriens forfatter, Christian Torpe.

Først og fremmest kommer sæson tre dog til at handle om Ritas kamp mod en stærk fjende – sig selv.

- Hun kommer til at slås med nogle ting. For eksempel hendes rolle på skolen og den autoritet, som hun jo faktisk har. Det er svært for hende at acceptere, fordi hun jo lidt har været ”forklædt som voksen”, siger Mille Dinesen.

Se sæsonpremieren på 'Rita' mandag d. 16 marts kl. 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play