Nyborg 9. juni

16x9
Rockshow kommer til Nyborg 9. juni Foto: TV 2

TV 2 CHARLIE præsenterer: Rockshow i Nyborg

Lørdag 9. juni kan du opleve Nikolaj og Piloterne, Sys Bjerre, Anne Dorte Michelsen og Back To Back på Torvet i Nyborg.

Koncerten er gratis, så det eneste du skal medbringe, er dit gode humør og måske et par dansetrin.

Anders Blichfeldt, der er kendt fra rockgruppen Big Fat Snake, er vært til Rockshow, og vil undervejs i showet optræde musikalsk på scenen.

Rockshow turnerer rundt i landet i løbet af sommeren, og i efteråret 2018 kan du se alle koncerterne på TV 2 CHARLIE.

Rockshow på Torvet i Nyborg

Rockshow turnerer rundt i landet i løbet af sommeren, og vi begynder festlighederne i Nyborg.

Adresse: Torvet, Nyborg

Tidspunkt: 18.00 - 20.30.

Koncerter i Nyborg

Nikolaj og Piloterne

Nikolaj og Piloterne Foto: Nikolaj og Piloternes Facebookside
Nikolaj Christensen står i spidsen for det danske rock/popband, der har eksisteret siden slutningen af 1980’erne.
 
Nikolaj og Piloterne er kendt for deres ligefremme, iørefaldende og delvist selvbiografiske sangtekster.
 
Bandet har optrådt på flere festivaler i Danmark og er kendt for ørehængere som ’Ridder Af Kærligheden’, ’Kommer Nok Hjem’ og ’Du Er Min’.

Sys Bjerre

Sys Bjerre Foto: Sys Bjerres Facebookside
Sys Bjerre blev for alvor kendt i 2008, da hun strøg ind på de danske hitlister med storhittet ’Malene’. Sangen handler om, hvordan hun brænder sin ekskærestes lejlighed ned, sælger hans Fiat og tømmer hans tøjskab ud over hele Vesterbro, fordi han er hende utro med ’Malene’.
 
Sys Bjerre har udgivet fire album, men er også kendt fra andre kreative projekter. Blandt andet har hun tidligere optrådt sammen med den danske sanger Thomas Buttenschøn, hun har skrevet sange til musicalen ’Efter brylluppet’ og TV 2s julekalender ’Ludvig og Julemanden’.
 
Nogle vil også genkende Sys Bjerre fra TV 2-programmet ’Toppen af poppen’, hvor hun deltog i 2011. Her lavede hun blandt andre sin egne versioner af Anne Linnets ’Tabt mit hjerte’ og Søs Fengers ’Du er’.

Anne Dorte Michelsen

Anne Dorte Michelsen Foto: Anne Dorte Michelsen
Foruden sin solokarriere er den danske sangerinde, Anne Dorte Michelsen, kendt fra grupperne Tøsedrengene og Venter på Far, hvor hun har været både forsanger og tekstforfatter.
 
Hun har udgivet i alt 16 albums og har hits som ’Jeg har lagt mine våben’, ’Før eller siden’ og ’En lykkelig familie’ bag sig fra sin solokarriere.
 
I 2014 var Anne Dorte Michelsen desuden med på holdet af musikere, der medvirkede i ’Toppen af poppen’ på TV 2.

Back To Back

Back To Back Foto: Scanpix
Popduoen Back to Back består af Morten Remar og Nis Bøgvad og blev dannet i 1986. Det helt store hit er nummeret ’Jonathan’, men gruppen er også kendt for sange som ’En som dig’, ’Som de andre gør’ og ’Jeg holder fast’.
 
I 2003 splittede duoen op, men blev heldigvis genforenet i 2015 og kan nu opleves live til Rockshow.