Her improviserer rapper hele sit show foran dronning Margrethe

Rapperen Per Vers valgte at lave et helt igennem improviseret show, da han gik på scenen til TV 2’s store fødselsdagsshow for dronning Margrethe i anledning af hendes 75 års fødselsdag.

De fleste kunstnere har brugt dage, uger - ja sågar måneder på at forberede sig på deres optræden til dronning Margrethes fødselsdagsshow, der blev vist på TV 2 onsdag aften. 

Men det gjaldt ikke rapperen Per Vers. Han laver nemlig altid improviserede optrædener, og det var også tilfældet denne aften, selvom det var foran hele Danmarks befolkning, et fyldt Musikhus i Aarhus og hele kongefamilien.

- Da jeg blev spurgt, synes jeg som udgangspunkt, at det lød helt horribelt svært, og derfor sagde jeg straks ”ja”. Jeg laver jo noget, der er komplet improvisation - det hele er improviseret. Det, jeg lavede til generalprøven, er ikke det samme, som det jeg lavede til showet, fortalte han til tv2.dk, da vi mødte ham backstage.

Og det kræver en del mod at improvisere en fødselsdagssang til tonerne af 50 Cent's hit ’In da Club’ for majestæten, især fordi Per Vers ikke ligefrem er royalist. 

- Jeg kan ikke prale af at være kamproyalist. Jeg ville sikkert først have opdaget, at hun havde fødselsdag, når jeg så showet i dag, siger han med et stort grin og tilføjer:

- Men jeg er dansker, og derfor har jeg et rimelig godt kendskab til hende, for hun har jo været dronning hele mit liv. 

Se Per Vers’ optræden i klippet ovenfor. 

Se hele det store fødselsdagsshow 'Festaften i Musikhuset Aarhus' på TV 2 PLAY.

  • Onsdag d. 15. april kan du følge fødselsdagsmiddagen for dronning Margrethe, der bliver afholdt på Christiansborgs Slot.
  • Torsdag d. 16 april, som er Margrethes fødselsdag, står naturligvis i festens tegn. Dagen starter kl. 9 med morgenvækning på Fredensborg Slot. Klokken 12.30 kører regentparret i karet igennem København. Og klokken 20 bliver der holdt stor fødselsdagsmiddag for dronningen på Fredensborg Slot, hvor prominente og kongelige gæster fra hele Europa deltager.