Hjertegalla fejrer livet

16x9
TV 2 CHARLIE fejrer livet den 18. marts Foto: Per Janus Strange / TV 2 Marketing

Cecilie Frøkjær og Jens Gaardbo står klar til at byde seerne velkommen til en festlig og alvorlig aften til årets Hjertegalla lørdag 18. marts 2017.

'Charlies Hjertegalla' fejrer livet, for i dag overlever hver ottende dansker et hjertestop mod hver 25. for bare 15 år siden. Selvom statistikken går den rigtige vej, er der fortsat brug for at uddanne flere danskere i livreddende førstehjælp, ligesom der er behov for midler til forskning og patientstøtte.

Derfor går TV 2 CHARLIE og Hjerteforeningen for sjette gang sammen om et storstilet indsamlingsshow med værtsparret Cecilie Frøkjær og Jens Gaardbo i front. Også i år der store præmier på højkant - blandt andet fire biler, som medvært Uffe Holm udlodder til fire heldige seere. 

Cecilie Frøkjær, der har været vært for 'Charlies Hjertegalla' siden starten i efteråret 2011, ser altid frem til den årlige begivenhed:

- Jeg glæder mig til at være med til at samle penge ind for at hjælpe mennesker, der har brug for det. Det bliver også en aften, hvor vi fejrer livet og sætter fokus på al den forskning, som hele tiden gør os klogere og redder liv, siger Cecilie Frøkjær og fortsætter:

 - Hjertesagen er vigtig for mig, fordi hjertesygdom berører mange mennesker - og rammer både voksne og børn, tykke og tynde, sunde og usunde. Samtidig er der en reel mulighed for at forebygge og afhjælpe - og redde liv. Hjertet er vigtigt - i alle livets sammenhænge, slutter hun. 

Se trailer her.

Store danske og internationale stjerner

Det livsbekræftende gallashow består af lige dele alvor og underholdning. På musikfronten kan seerne se frem til den svenske sangstjerne Lisa Ekdahl, der står bag hits som ’Vem vet’ og duetten med Lars H.U.G. ’Backwards’, Sanne Salomonsen, Lis Sørensen og holdet bag ’We Will Rock You’-musicallen med Joey Moe, Szhirley og Niels Olsen.

I den mere alvorlige afdeling fortæller pårørende og hjertepatienter personlige og rørende beretninger, og så kårer vi 'Årets hjerteredder'. Skuespiller Robert Hansen kigger også forbi og fortæller, hvordan han har det i dag - to år efter sin hjerteoperation.

Derudover bakker en række kendte danskere som Anne Louise Hassing, Lene Beier, Thomas Evers Poulsen og mange flere op om den gode sag, når de tager imod seernes donationer i call-centret.

'Charlies Hjertegalla' sendes direkte fra Vilhelm Lauritzen terminalen i København lørdag 18. marts klokken 20.55 på TV 2 CHARLIE og TV 2 PLAY.