Ny britisk dramaserie på CHARLIE: Velkommen på 'Hotel Halcyon'

I påsken er der britisk drama i verdensklasse, når TV 2 CHARLIE viser den helt nye serie 'Hotel Halcyon'. Velkommen indenfor!

Året er 1940. Anden verdenskrig raser udenfor, men på Hotel Halcyon midt i London er der fest, intriger, drinks og drama.

På det luksuriøse hotel er der plads til at gøre, hvad man vil, så længe man har penge nok. Her er jazzen hot, og cocktailsene flyder frit.

Men udenfor de trygge mure er resten af Europa i krig.

TV 2 CHARLIEs nye historiske dramaserie 'Hotel Halcyon' handler om krig, kærlighed og klassekamp.

16x9
På hotellet møder vi den rige familie Hamilton. Her sønnerne, Freddie og Toby, med deres mor, Lady Hamilton. Foto: Sony Pictures / TV 2

Fra den rige Hamilton-familie med deres personlige skandaler, intriger og svindel, til hotellets personale, der kæmper for at holde hjulene i gang til trods for umulige gæster og bombardementer i gaderne.

De har ikke meget til fælles, men altoverskyggende hemmeligheder og umulig kærlighed kæmper de alle med.

Krig og kærlighed

Da Lady Hamilton overtager styringen af Hotel Halcyon, hænger hotelmanager Richard Garlands job pludselig i en tynd tråd.

Lady Hamilton kan bestemt ikke lide Garland, som nu må kæmpe for at beholde sit job og sit gode ry.

Han får hjælp fra sin datter Emma, der selv tumler med sine følelser for Lady Hamiltons ældste søn, Freddie.

16x9
Emma Garland og hendes far, Richard Garland, arbejder begge på Hotel Halcyon. De to spilles af Hermione Corfield og Steven Mackintosh. Foto: Sony Pictures / TV 2

Samtidig har krigen for alvor ramt Europa, og hotellet strømmer over med velhavende gæster, der er flygtet fra nazisternes indtog i Frankrig.

Med de mange tilrejsende følger endnu flere problemer, skandaler og hemmelighedskræmmerier, og hotelpersonalet får travlt med at holde de potentielle katastrofer fra at komme frem i lyset.

Prisvindende skuespil

Glæd dig til at se de to prisvindende skuespillere Steven Mackintosh og Olivia Williams i rollerne som Richard Garland og Lady Hamilton.

16x9
Glæd dig til glamour, drama, intriger og hemmeligheder, når TV 2 CHARLIE blænder op for 'Hotel Halcyon'. Foto: Sony Pictures / TV 2

Dramaserien har desuden tiltrukket den prisbelønnede musiker Jamie Cullum, der både har skrevet musik til serien og debuterer som skuespiller i rollen som gæstemusiker på hotellets natklub.

Alle otte afsnit kan ses på TV 2 CHARLIE og TV 2 PLAY i påskeugen fra mandag 10. april.