Det store Meyerheim-finaleshow: Nu takker Mr. Talkshow af

I 1991 blev Michael Meyerheim vært på sit første talkshow. Onsdag aften går han på scenen sidste gang i 'Talkshowet Meyerheim'.

Det er ikke for sjov, at Michael Meyerheim har fået kælenavnet Mr. Talkshow.

De sidste 26 år har han været vært på tre forskellige talkshows; 'Meyerheim & Co.', 'Meyerheim After Eight' og 'Talkshowet Meyerheim'.

I sidstnævnte har han haft værtsrollen i hele 11 år.

Men onsdag aften slutter det, når Michael Meyerheim takker af som talkshowvært i det store finaleshow af 'Talkshowet Meyerheim'.

Du kan se programmet på TV 2 CHARLIE fra kl. 21.15.

Stopper mens legen er god

I januar annoncerede Michael Meyerheim, at denne sæson af 'Talkshowet Meyerheim' - den 11. af slagsen - ville blive den sidste.

- Sæsonen 2016 var den bedste nogensinde seermæssigt. Så ved at gøre det nu, ved jeg med mig selv, at vi stopper, mens legen er god, sagde han dengang til tv2.dk.

Tilbageblik på karrieren

Det er dog ikke kun talkshowvært, Michael Meyerheim kan skrive på cv'et. Langt fra faktisk. Han kan nemlig se tilbage på en lang karriere.

Fold tidslinjen herunder ud og se, hvor karrieren har ført Michael Meyerheim hen gennem tiderne.

Michael Meyerheims karriere
2017
Farvel og tak
Talkshowet Meyerheim: Det store finaleshow. Per Arnesen / TV 2
Sidste program af 'Talkshowet Meyerheim'.
2006
Vært på 'Talkshowet Meyerheim'
Michael Meyerheim har været vært på 'Talkshowet Meyerheim' fra 2006 - 2017. Per Arnesen / TV 2
2006
Vært på 'Spørg Charlie'
Michael Meyerheim fortsætter som vært på 'Spørg Charlie'. Per Arnesen / TV 2
1996
Vært på 'Go' Morgen Danmark'
I 1996 dannede Michael Meyerheim værtspar med Cecilie Frøkjær i 'Go' Morgen Danmark'. TV 2
1996
Skandinavisk Film Kompagni
Stiftede 'Skandinavisk Film Kompagni' sammen med Ole Stephensen, Erik Stephensen og Jørgen Koldbæk.
1995
Vært på 'Ugen der gak'
1991
Mr. Talkshow etableres
Vært på de to talkshows, 'Meyerheim & Co.' og 'Meyerheim After Eight'.
1989
Vært på 'Eleva2ren'
1988
Vært på 'Lykkehjulet'
1973
Journalist på Politiken
1972
Uddannelse
Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole

Men karrieren er heldigvis ikke slut endnu.

Michael Meyerheim takker 'kun' af som vært på 'Talkshowet Meyerheim'.

Han vil derfor fortsat kunne ses på skærmen på TV 2 CHARLIE - allerede til efteråret, når en ny sæson af 'Spørg Charlie' begynder.

Go' Morgen Danmark med Cecilie Frøkjær

I 10 år dannede Michael Meyerheim og Cecilie Frøkjær værtspar i 'Go' Morgen Danmark'.

Efterfølgende forblev de to venner og ses stadig privat i dag.

- Michael er en gave at arbejde sammen med. Dels fordi han aldrig er i dårligt humør, han er altid enormt konstruktiv, han er super lun og sød, sjov og støttende. For mig har han virkelig været en god læremester, siger Cecilie Frøkjær om sin ven og tidligere kollega.

I programmet 'Min store dag', som vises på TV 2 CHARLIE onsdag aften kl. 22.45, fortæller Cecilie Frøkjær blandt andet om sit venskab med Michael Meyerheim.

I programmet følger et tv-hold talkshowværten på den aften, hvor det sidste program af 'Talkshowet Meyerheim' blev optaget.