Lige i skabet: Ny livsstilsquiz med Lars Hjortshøj

16x9
Lars Hjortshøj byder velkommen til 'Lige i skabet' fra 18. september. Foto: Per Arnesen / TV 2

TV 2 CHARLIE og Lars Hjortshøj byder velkommen til en ny, dansk egenproduktion - quizzen 'Lige i skabet'.

Hvad gemmer der sig i danskernes fællesskaber, køleskabe eller pengeskabe?

Det forsøger vi at blive klogere på, når TV 2 CHARLIE mandag 18. september blænder op for den helt nye livsstilsquiz 'Lige i skabet' med Lars Hjortshøj som vært.

I den nye quiz dyster to hold om at være skarpest på, hvad danskerne gemmer bag skabslågerne - og der er nok skabe at tage fat i. Der findes nemlig over 200 ord og begreber i det danske sprog, hvor ordet "skab" indgår, og langt de fleste kan på en sjov måde fortælle noget om os danskere.

De to hold ledes af hver deres holdkaptajn, der sammen med hver deres kendte gæst forsøger at blive ugens "skabsekspert".

’Lige i skabet’ byder på et glædeligt gensyn med nogle af Danmarks kendteste og mest kompetente livsstilseksperter Gitte Madsen, Henrik Byager, Christine Feldthaus, Niels Folmann og Christian Grau. Dermed får seerne et gensyn med Gitte Madsen og Henrik Byager, der var faste livsstilseksperter i det populære TV 2-program 'Den 6. sans', som blev sendt første gang i 2002.

Nysgerrighed om folkesjælen

Til at styre de garvede eksperter er vært Lars Hjortshøj, der glæder sig til at gøre seerne klogere på dem selv, deres familie, venner og naboer.

- Som komiker er jeg altid nysgerrig på folkesjælen, og her er der meget brændstof at hente.

Jeg synes i bund og grund, det er et underholdende program, hvor kendte gæster sammen med livsstilseksperter skyder i vildskab på danskernes livsstil og uvaner, fortæller Lars Hjortshøj, der heller ikke er bleg for selv at dele ud af sine uvaner:

- Jeg er en parade af dårlige vaner: Jeg snorker, ryger, råber i trafikken, tager det sidste stykke toiletpapir uden at skifte rulle, åbner meget sjældent min post, ringer aldrig tilbage, hører jazz, laver utallige overspringshandlinger for at undgå rengøring, får p-bøder… og det er bare på en enkelt dag, fortæller CHARLIEs nye vært.

I hvert program får de to hold hjælp af hver deres kendte gæst, og seerne kan blandt andre glæde sig til at se Hans Pilgaard, Lise Baastrup, Sarah Grünewald, Frank Jensen, James Price og mange flere kaste sig ind i kampen om mesterskabet.

Undervejs i quizzen åbner vi lågerne til alt lige fra køleskabe og pengeskabe til ejerskab og fællesskab - alt sammen for at blive klogere på, hvem vi danskere egentlig er.

'Lige i skabet' har premiere mandag 18. september.