Jarl Friis-Mikkelsen og CHARLIE er 'Med på noderne'

Quizkanonen er ladt, sangstemmerne er smurt og guitaren stemt, når TV 2 CHARLIE fra søndag 1. oktober spiller op til musik og quiz i 'Med på noderne'.

I TV 2 CHARLIEs nye quiz 'Med på noderne' udfordrer vært Jarl Friis-Mikkelsen to hold i deres viden om trends, modediller og musik.

Husbandet Brothers in love med Ole Kibsgaard i front slår tonen an, når holdkaptajnerne Ditte Hansen og Niels Olsen med masser af store danske stjerner kaster sig ud i fortolkninger af kendte danske og internationale hits.

- 'Med på noderne' kombinerer det bedste fra to verdener.

- I løbet af programmerne kommer vi til at se en lang række af landets bedste stemmer og største entertainere synge en bred vifte af danske og internationale sange, som vi alle sammen kan nynne med på, fortæller Jarl Friis-Mikkelsen, der samtidig glæder sig til at genopfriske nogle af de minder, der er og har været en del af danskernes fælles bevidsthed.

Store stemmer og sjove minder

I hvert program bliver Ditte Hansen og Niels Olsen parret med hver deres kendte gæst, og så går jagten ind på de noder, der i finalen danner den melodi, holdene skal gætte.

'Med på noderne' får fint besøg af skuespillere og sangere som Amalie Dollerup, Anne Louise Hassing, Silas Holst, Julie Berthelsen, Peter Mygind og Rasmus Botoft, og med sig har de nogle af de største hits gennem tiden.

De dystende hold skal også quizze i modeluner og skøre trends, som Jarl Friis-Mikkelsen trækker frem fra glemmekassen.

- Det er simpelthen en guldgrube af modediller og trends, vores hold bliver præsenteret for, og det er skønt at se, at gæsterne bliver konfronteret med en frisure, de ville ønske, de aldrig havde fået eller den knallertmodel, de selv havde som 16-årige.

- Det genopfrisker minder - og gør det for fuld musik, siger Jarl Friis-Mikkelsen. 

Mygind og Asholt slår tonen an

I premiereprogrammet kan seerne opleve Peter Mygind på slap line, når han kaster sig over sangene 'Mig og Charly' og 'Love is in the Air'.

Han dyster mod Jesper Asholt, der viser sine evner med en guitar, når han fortolker Harry Nilssons 'Everybody's Talkin'.

Samtidig afslører de to herrer en række sjove anekdoter, som hvorfor Jesper Asholt engang endte med en sikkerhedsnål i kinden til en togafest på idrætshøjskole.

'Med på noderne' sendes første gang søndag 1. oktober kl. 20.55 på TV 2 CHARLIE og kan også ses på TV 2 PLAY.