Pia Allerslev får ny dansepartner

16x9

Pia Allerslevs partner Michael Olesen er blevet indlagt, og hun får derfor en ny partner _ se hvem her

Michael Olesen, der danser sammen med Pia Allerslev i "Vild med dans" på TV 2, danser ikke fredag aften. Onsdag aften blev danseren indlagt med voldsomt maveonde.

"En meget underlig dag venter forude...! Nærmere uddybning følger senere...", skrev Pia Allerslev tidligere på dagen på hende og dansepartneren Michael Olesens facebookside. Og det havde hun ret i.

Der står nemlig en ny dansepartner på programmet og træning hele dagen i dag for kulturborgmester Pia Allerslev. Efter to dage med mavesmerter blev Michael Olesen indlagt onsdag aften og kan derfor ikke danse fredag aften.

"Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke kan være der for Pia. Jeg har sagt til hende, at hun bare skal fortsætte med at vise sin store danseglæde, og jeg er sikker på, at det nok skal gå rigtig fint," siger Michael Olesen, der afventer yderligere undersøgelser og skanninger.

Gammel 'Vild med dans'-kending bliver ny partner
Pia Allerslev er på dansegulvet fredag aften i en mambo sammen med Rene Christensen, der tidligere har danset i "Vild med dans" sammen med blandt andre Anna David, Bettina Aller og Paula Larrain. Pia Allerslev mødtes med Rene Christensen kl. 9.00 i morges.

"Rene er heldigvis en erfaren herre - både i" Vild med dans" og mambo. Vi skal træne hele dagen, og jeg tror, jeg kan mine trin så godt, at det bliver mig, der skal - så godt som jeg nu kan - forklare Rene koreografien, for den ændres ikke.", siger hun og fortsætter med ærgrelse i stemmen:

"Det bliver desværre helt uden Michael på sidelinjen, som stadig er indlagt, men han har sagt, at hvis det går helt galt, så må vi ringe til ham. Mest af alt er jeg bekymret for Michael. Det handler om, at han skal blive frisk og rask igen. Jeg må bare håbe, at mine trin sidder så godt fast, at Rene og jeg kan danse os videre til næste uge, så Michael også kan få en dans mere," slutter Pia Allerslev.

Hvis Pia og René klarer sig videre til næste fredag, så håber Michael på at være tilbage ved Pias side på dansegulvet.