Stephanias mor: Hun elskede spotlightet allerede som treårig

Se 'Vild med dans' på TV 2 PLAY

Fredag aften står skuespillerinden Stephania Potalivo i semifinalen i 'Vild med dans' sammen med sin professionelle dansepartner, Morten Kjeldgaard.

Lidt af en drøm for den 29-årige skuespillerinde, der siden programmets første sæson for ti år siden har fulgt med foran skærmen og flere gange har sagt "bare det var mig". 

Læs også: Stephania og Morten skriver sig ind i historien: Det er en drøm

Det fortæller Stephania Potalivos mor, Elisabeth Potalivo, som de seneste måneder har kunnet glæde sig over at se sin yngste datter imponere både dommere og seere på hele Danmarks dansegulv.

Næsten hver fredag har Elisabeth Potalivo siddet trofast på forreste række i studiet og heppet på sin datter sammen med Stephanias femårige niece, Gabriella, som også ivrigt følger med i programmet.

- Hele familien følger med enten fra studiet eller foran tv'et hver eneste fredag – selv vores hunde hepper på hende. Nu mangler vi kun at finde ud af, hvordan vi får vores heste til at posere på et billede med sms-koden "SPM", siger Elisabeth Potalivo til TV 2 med et grin.

Se et sammenklip af Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaards ni første danse i årets 'Vild med dans' i videoen øverst.

Giver sig altid 100 procent
Det er en stolt mor, der har kunnet se, hvordan Stephania Potalivo sammen med Morten Kjeldgaard ubesværet er strøget direkte videre fredag efter fredag, og hun er især imponeret over, hvor dygtig Stephania Potalivo er blevet, på trods af hun også har skullet prioritere at passe sit almindelige job som skuespiller. Sideløbende med træningen til 'Vild med dans' har Stephania Potalivo nemlig været i gang med at indspille fjerde sæson af TV 2 ZULU-serien 'SJIT Happens' og den kommende film 'Klassefesten 3'.

Læs også: Se dansen, der scorede rene 10-taller

Elisabeth Potalivo er imponeret, men ikke overrasket. 

For siden hun var helt lille, har Stephania Potalivo haft et ivrigt konkurrencegen og haft den indstilling, at hvis hun er gået i gang med noget, så har hun også lagt al sin energi i det.

- Hun har altid givet sig 100 procent, når hun har konkurreret om noget. Hun er ikke nogen god taber, og hun er enormt målrettet. Allerede som barn, da hun begyndte at gå til ridning, gav hun sig 100 procent, og hun vandt også adskillige mesterskaber over voksne ryttere, allerede da hun kun var en 12-14 år, fortæller Elisabeth Potalivo.

Stephania Potalivo som tiårig, hvor hun allerede havde vundet adskillige Sjællands-mesterskaber i ridning.
Stephania Potalivo som tiårig, hvor hun allerede havde vundet adskillige Sjællands-mesterskaber i ridning. Foto: Privatfoto

Charmerede allerede som treårig
Stephania Potalivo gjorde sig første gang bemærket i offentligheden i midten af 1990'erne, hvor hun som barn medvirkede i en række danske film, blandt andet 'Farligt venskab' og 'Forbudt for børn'. Men allerede endnu tidligere oplevede Stephania Potalivos forældre, hvor glad deres lille datter var for at være i spotlightet. 

Læs også: Se de private billeder: Kan du genkende 'Vild med dans'-stjernerne som børn?

- Hendes storesøster gik til kunstskøjteløb, så vi fik købt et par mikroskøjter til Stephania, og allerede som treårig kunne kun skøjte med, og så skøjtede hun ellers rundt der på sine miniskøjter med make-up og en sut i munden. Da der så var en opvisning på et tidspunkt, fik Stephania lov til at skøjte med de større piger, og showet startede med, at der kom spot på hende, og folk klappede. Hun ville slet ikke forlade isen, og det endte med, at to af de ældre piger måtte hive hende af banen. Allerede dengang havde hun hang til det med at optræde, være på og modtage bifald, mindes Elisabeth Potalivo. 

Stephania Potalivo på skøjter som treårig.
Stephania Potalivo på skøjter som treårig. Foto: Privatfoto

Har lært at prioritere
Som barn var Stephania Potalivo som små piger er flest betaget af store prinsessekjoler, og hendes mor husker især, hvor glad lille Stephania var for især en flamenco-kjole, som hun rendte rundt med uden på sin flyverdragt en hel vinter, så alle kunne se den.

Stephania Potalivo har da heller ikke lagt skjul på, at en del af det, der har tiltalt hende ved at være med i ’Vild med dans’, er de specialsyede kjoler, som programmets systue kreerer uge efter uge. Men det er ikke kun glæden ved at danse i de mange smukke kjoler, Stephania Potalivo tager med sig, når ’Vild med dans’ slutter næste fredag. Stephania Potalivo har nemlig også lært nye sider af sig selv at kende de seneste måneder, fortæller hendes mor.

Læs også: Stephania viser skjulte talenter: Har aldrig set noget lignende

- Hun har lært, at hun kan noget helt nyt med sin krop, og så har hun ikke mindst lært at prioritere og sætte nogle grænser. Hun har haft så hektisk et skema under ’Vild med dans’, at hvis hun har prioriteret noget til, har hun også måttet prioritere noget andet fra, siger Elisabeth Potalivo.

Og nå ja; så tager hun også et venskab med Morten Kjeldgaard med sig fra danseprogrammet. En ven, som for længst har charmeret sig ind på sin ”danse-svigermor”.

- Morten er det sødeste menneske, han er simpelthen fantastisk. Hun kunne ikke have fået et bedre match end Morten. Han er guld værd for Stephania, siger Elisabeth Potalivo.

Fredag aften danser Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard om en plads i årets ’Vild med dans’-finale. Se med på TV 2 klokken 20.

Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard er kun to danse fra at stå i årets store 'Vild med dans'-finale.
Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard er kun to danse fra at stå i årets store 'Vild med dans'-finale. Foto: Henrik Ohsten/TV 2