En dårlig feminist i Flyverskjul

16x9
Ane Høgsberg bliver interviewet af Pelle Lundberg i Flyverskjul-podcasten. Foto: TV 2

En stemningsrapport fra work-in-progress show med Ane Høgsberg og live optagelse af podcast ved Pelle Lundberg på Teatret Svalegangen i Aarhus.

Det er ingen hemmelighed, at det var Ane Høgsberg, der løb med hæderen, da årets talentpris blev uddelt til Zulu Comedy Galla. Personligt kan jeg slet ikke vente med at se showet i fjernsynet på søndag den 11. september, og jeg glæder mig især til at se Ane få prisen – for nøj, hvor er det bare fortjent! Og sejren bliver ikke mindre imponerende, når man ser på de andre nominerede: Mark Le Fêvre, Jakob Svendsen og Frederik Rosgaard – et enormt stærkt felt af dygtige upcoming komikere.

Denne fredag aften kan aarhusianerne altså opleve det nykårede årets talent på Teatret Svalegangen. Publikum får en forsmag på Ane Høgsbergs kommende show ’Dårlig feminist’ og efterfølgende et sjovt indblik i hendes tanker om comedy-branchen, voldtægtsjokes og selve meningen med livet, da Pelle Lundberg interviewer hende til liveoptagelse af podcasten ’Flyverskjul’.

Hvordan er man feminist – sådan rigtigt?

Omdrejningspunktet for Ane Høgsbergs show er, hvor svært det er at være en ”rigtig” feminist. Der er simpelthen så mange faldgruber, så mange måder, man kan komme til at gøre det forkert – og så mange ting, man skal huske at blive rasende over.

Hendes work-in-progress show varer en halv time, og vi hører blandt andet om manspreading, kagelyst og kvinders grimme undertøj. Det er sjovt, og tiden går hurtigt, selv om der er varmt på Svalegangen denne sensommeraften. Glæd dig til showet bliver helt klar senere på året – det bliver godt! 

Efter en kort pause fortsætter aftenen med live optagelse af podcasten ’Flyverskjul’, som komiker og journalist Pelle Lundberg står bag. Det fungerer virkelig godt først at se Ane Høgsberg optræde og bagefter få mere at vide om hendes arbejdsproces, karriere, tilgang til komik og hendes comedy-kolleger, som hun holder meget af.

Pelle Lundberg er en dygtig interviewer, som giver plads til sine gæster, og det kommer der også denne gang en meget interessant samtale ud af. Hvis du er lidt comedy-nørdet, må du ikke snyde dig selv for at lytte til Flyverskjul-podcasten, enten på iTunes eller på flyverpod.dk.

Du kan høre podcasten i Flyverskjul lige her: http://flyverpod.dk/