Min mors kæreste blander sig hele tiden
Spørgsmål:
Hej Lola
Min mors nye kæreste blander sig hele tiden i hvad jeg må. Hvis min mor siger ja til noget, og han så siger nej, så skifter min mor mening. Hvad skal jeg gøre?
Hilsen Katja, 14 år
Svar:
Hej Katja
Det er et meget fint spørgsmål, og du skal glæde dig så meget over, at du har mod og vilje til at forsøge at finde svar på din situation ved at vælge at sende spørgsmålet til mig. Det tyder på en stærk pige, og det er dejligt at tænke. Du må gerne lige mærke efter. Jeg plejer altid at anbefale, at papforældre slet ikke skal blande sig i regler og grænser omkring ikke biologiske børn, med mindre at du "tænder ham helt af med direkte provokationer", hvis planen uanset hans forsøg på at være god nok, er at du vil have ham ud igen.
Hvis din mors kæreste er alene i huset med dig, og du har brug for en stillingtagen, så skal han selvfølgelig også svare dig. Men er både din mor og han i huset, så skal din mor suverænt stå for regler og grænser. Og det går selvfølgelig slet ikke, at han omstøder din mors ja, og slet slet ikke at din mor så følger med i det. Nu kender jeg jo ikke til den konkrete situation, for det er klart, kommer du og spørger din mor, om du må tage til Christiania, eller til Tecnofest i din egen by, og hun så får sagt ja, fordi hun ikke fik hørt ordentligt efter, hvad du spurgte om i en travl hverdag med hovedet under armen, og han så efterfølgende hører, hvad hun har sagt ja til, og gør hende opmærksom på det uansvarlige i dette, din alder taget i betragtning, så bør hun jo omstøde sit ja til et nej. Men handler det f.eks. om at sove hos en veninde, og din mor har sagt ja, så skal han ikke blande sig. Han kan dog snakke med din mor om det, når du ikke hører det, og f.eks. sige: "Er det ikke uheldigt, at du giver hende lov til at sove hos en veninde i weekenden, når du lige har været til forældremøde og fået at vide, at hun er meget træt i skolen?" Så vil du sikkert få et nej fra din mor til at sove hos en veninde på hverdage, næste gang du spørger, men du vil ikke vide, at din mors nye kæreste ligger bagved dette nej, og det er kønnere for jeres samvær. Du skal i forvejen bruge rigtig mange kræfter på at forholde dig til din mors nye kæreste. Derfor skal der ikke være sammenstød om de daglige ting, som din mor jo har taget ansvar for indtil han kom ind i billedet. Mit svar er derfor, at han ikke bør blande sig, at han skal lade dig og din mor klare det, som I jo har gjort indtil nu. Det eneste du kan gøre, er at prøve at få dem i tale begge to og samtidig en dag, hvor der er ro på. Det skal ikke være lige op ad en konkret hændelse. Du må meget gerne printe min mail ud, og så bruge den som udgangspunkt for jeres snak. Hvis det ender med, at de bare kommer med bebrejdelser til dig, at du selv er skyld i det, fordi du ikke hører efter..., så sig til dem: "Jeg synes det er rigtig øv, at jeg prøver at bringe et problem på banen, og istedet for at hjælpe med at finde løsninger på det, så får jeg bare alle bebrejdelserne, det er ikke fair." Jeg håber så meget, at de vil tage en god debat med dig, hvor de også lytter til dine synspunkter, for det er kun rimeligt. Jeg krydser fingre for at det lykkes for dig, og det vil iøvrigt også gøre det nemmere mellem din mor og hendes nye kæreste. Jeg sender dig et stort "opbakningsknus".
De bedste hilsner fra Lola