Min eks-mand har andre regler for vores børn end mig
Spørgsmål:
Hej Lola
Hvordan skal jeg lære mine to børn, at de lever efter mine regler i mit hus, når de kommer hjem fra en weekend hos deres far?
Mvh
Trine
Svar:
Hej Trine
Det er en rigtig klassiker. Hvis du kan bruge det til en trøst, så reagerer børn på alle livets spørgsmål mm på den base, hvor de føler sig mest tryg. Det betyder, at de vil "buffe" for skoleproblemer, frustrationer, skoleproblemer, forskel på regler hos mor og far, veninde fnidder mm., der hvor de har mest mod til at gøre det, og det er det sted, hvor de ved, at de kan "stole" på den voksnes reaktion. Så sidder du tilbage med følelsen af, at du skal "rydde op" efter en weekend hos far.
Nu skriver du ikke, hvad det handler om, den klassisk er det, at de så må mere hos far end hos dig, så du eksempelvis synes, at deres sengetider, slik- og spisevaner, tandbørsteregler, sproglig omgangstone mm. er sat fuldstændig til efter blot en weekend hos ham.
Jeg tænker, at du har forsøgt at tale med ham om, at I bør have en mere fælles linie, at det ikke nødvendigvis behøver at være din linie, der er gældende, men at I dog blot mødes på en eller anden midte, så du ikke behøver at skulle stå så meget for skud efter hans weekender.
Og så er der kun den svære tilbage. Helt små børn har det ikke så nemt med for mange systemskift, der er jo også en dagpleje/vuggestue og så også en stor forskel hos mor og far, det er ikke nemt, men børn over ca. 4 år plus/minus kan godt tåle et ekstra systemskifte. Derfor bør du, uden at komme op i det røde felt, blot holde fast på de normer og regler, du finder vigtige, når de kommer hjem hos dig igen, hvilket de plejer at falde ind i igen i løbet af onsdag torsdag, og så er det herefter at nyde, at der er hele syv til otte dage med "systemro".
"Det kan godt være, at I må sådan hos far, men her er det mine regler, der gælder." Vær forberedt på, at de vil presse dig, og sige, at de så hellere vil bo hos deres far, men du skal bare vide, at det mener de umiddelbart, når de skal sove, men de mener det ikke på den lange bane, hvis din hverdag ellers bærer præg af ganske almindelig sund fornuft og brugbart samvær med dine børn aktuelle alder. Jeg sender dig lidt kampenergi, og håber den kan holde, til de finder ud af, at sådan er det bare.
Rigtig god vind fra Lola