Skal min 14-årige datter have lov at drikke
Spørgsmål:
Hej Lola
Min 14-årige datter vil gerne begynde at drikke til fester - er det for tidligt og hvordan skal jeg i det hele taget håndtere den situation?
Mor til 14-årig
Svar:
Hej mor til 14-årig.
Det er så godt, at du er opmærksom, og ikke bare lader stå til, som mange forældre gør idag. Det er alt for tidligt at give hende lov til at drikke, men kunsten er at sige det på en måde, så det appellerer til hendes fornuft. Et rungende NEJ vil blot få hende til at trodse, hun et jo sikkert midt i puberteten, du har da også en af dem, der er længst fremme i skoene, eller i midtergruppen, jeg kender jo ikke den lokale ungdomskultur, men nogle forældre skal jo have de første, der løsriver sig.
Jeg kan ikke i et mail svar give dig alle "fiduserne" til kommunikation med en teenager, men overordnet handler det om at vise hende, at du selvfølgelig ved, at hun er snusfornuftig, og at du derfor tror på, at hun kan se alle farerne ved at drikke, når modenheden endnu ikke kan håndtere de begivenheder, der kan følge i kølvandet af at være fuld til en fest. Hun vil selvfølgelig sige, at voldtægt osv. ikke rammer hende, og dertil skal du svare, at det håber du heller ikke, netop fordi hun vælger at være fornuftig nok til ikke at drikke. Din stil skal være sådan a´la "jeg ved godt, hvordan det er at være ung, jeg ved det er svært at stå udenfor, hvis alle de andre..., jeg kan ikke forbyde dig det, du er så stor, men jeg kan sige, at jeg vil være meget bekymret og ked af det, hvis du drikker, men det tror jeg heller ikke, at du gør".
Det gør hun sikkert så alligevel, for hun skal jo prøve det, og efter disse "prøve alkohollen af" aftener er det vigtigt ikke at bebrejde eller sætte ind med straf og udelukkelse fra de næste fester, men istedet udtrykke sin bekymring og glæde over, at der ikke skete noget, samt fortælle hende at du selvfølgelig tror, at det bliver uden alkohol til næste fest, og at hun endelig altid må ringe hjem, hvis der er noget, hun er i tvivl om. På den måde får hun en ramme, hvor hun prøver lidt men uden din velsignelse. Du viser hende også, at du ikke vil have det, men uden at have sat det strengt op. Med denne stil plejer hun at finde et fornuftigt alkohol- og festleje hen over en 2årig periode (åh nej så lang tid, tænker du, ja...), og hun kommer ud på den anden side med en fornuftig alkohol kultur. Brug iøvrigt hver gang du læser eller hører om en historie, hvor det gik galt for unge mennesker pga. alkohol at fortælle hende det eller klippe det ud, så hun selv kan læse det (ikke dagligt så bliver hun kvalt).
De bedste teenagetanker til jer begge to fra Lola
Ps. Jeg skal ikke benytte enhver lejlighed til salg af mine materialer, men jeg kan anbefale mine to dvd´er 4 og 4A, som handler om puberteten. Du kan læse mere om det på min hjemmeside www.lola.dk Din datter kan iøvrigt kigge med på dem begge to.