Undersøgelse: Danskerne har flest one-night-stands og er de mest utro i Europa
Ifølge en ny undersøgelse af 13 europæiske lande, er danskerne, sammen med finnerne, det mest utro folkeslag på kontinentet, og vi er, igen sammen med finnerne, også dem, der ser mest porno. Vi er til gengæld på førstepladsen helt alene, når det gælder one-night-stands og offentlig sex
Analysebureauet YouGov har lavet en undersøgelse af befolkningernes egne holdninger til og erfaringer med sex i 13 europæiske lande, og her kommer Danmark ind på en delt andenplads sammen med Finland, når det kommer til utroskab.
32 procent af de danske og finske respondenter i undersøgelsen indrømmede, at de havde været en partner utro.
63 procent af befolkningen i både Danmark og Finland rapporterede også, at de havde set pornografi, så her deler vi også førstepladsen med vores nordiske broderfolk.
51 procent af danskerne fortæller, at de har haft et one-night-stand og 41 procent at de har haft sex et offentligt sted, og på de to kategorier har vi førstepladsen helt for os selv.
Kun tre procent af de adspurgte voksne danskere havde aldrig haft sex, mens det galt for hele syv procent af de frigjorte hollændere og seks procent af de romantiske franskmænd.
De næstværste i sengen
Selvom vi tilsyneladende går til makronerne herhjemme, så bedømmer vi ikke os selv specielt godt mht. det seksuelle.
Faktisk er vi dem, der bedømmer os selv næstværst i sengen - kun slået af englænderne.
Schweizerne, østrigerne, hollænderne og spanierne er de folkeslag, der bedømmer sig selv bedst til sex.