TV

Guide til skolestart: Pas på dit barns ryg

Når ungerne starter i skolen igen skal de tilbage til en hverdag med tunge skoletasker, mærkelige klasselokalemøbler og kedelige timer, man hænger sig igennem. Vi har spurgt en kiropraktor, hvordan man passer på sit barns ryg

Når ferien slutter starter skolen igen, og så skal de små poder ud i en hverdag, der byder på mange monotone løft og bevægelser - og for manges vedkommende også en helt ny skoletaske.

Anja Aabech, kiropraktor i Vanløse fortæller til tv2.dk, at der faktisk ikke er de store fare for ryggen forbundet med almindelig skolegang, så længe man følger nogle simple råd. 

Vægten af skoletasken

- Undersøgelser tyder på, at børn ikke får ondt i ryggen af at gå med en tung skoletaske. Men vi kan endnu ikke være sikre på, om det også gælder for ekstra tunge skoletasker, og derfor kan det være fornuftigt at sørge for, at barnets taske ikke bliver tungere end 10-15 procent af dets kropsvægt, siger Anja Aabech.

- Man har fundet frem til, at skolebørn der bruger en rygsæk har mindre ondt i ryggen end de børn der hænger tasken over skulderen. Derfor bør forældre stadig være opmærksom på hvordan skoletasken sidder på ryggen og hvordan børnene bærer den.

6 gode råd til køb og brug af en skoletaske:

1. Vælg en rygsæk frem for en taske, der hænger over skulderen.

2. Køb en rygsæk, der passer til barnets størrelse, således at tasken ikke er bredere end barnets ryg.

3. Den fyldte rygsæk bør ikke veje mere end 10-15 procent af barnets egen vægt. Det kan derfor være en god idé at lære sit barn at rydde op i sin skoletaske og tage de bøger ud, der ikke skal bruges.

4. Tasken skal kunne indstilles, så den sidder midt på ryggen. Taskens bund skal sidde på lænden og ikke gå ned over halebenet.

5. Tasken skal helst have et indvendigt rum op mod ryggen, hvor f.eks. tunge bøger kan være. Tunge ting pakkes tættest ind mod kroppen.

6. Polstrede stropper er mere behagelige end bare remme. En brystrem er god til at holde skulderstropperne på plads, og en hofterem kan holde tasken fast mod ryggen.

Skolemøbler

- Forskning tyder på, at skolemøbler ikke er årsag til rygsmerter hos børn. Men børn sidder mange timer på stolen i skolen, og derfor er det også fornuftigt at børnene sidder rimelig ergonomisk. Det vil sige, at når barnet sidder opret på stolen, så kan fødderne nå jorden, og underarmene kan hvile på bordet med skuldrene afslappet.

Siddestilling

- Vi har alle lært, at man skal sidde ordentlig på stolen med enden helt tilbage og rank ryg, hvis man vil undgå at have ondt i ryggen. Men forskning tyder faktisk på, at det er bedst hele tiden at variere stilling. Derfor siger vi nu: ”den næste stilling er den bedste” i stedet for at tale om den mest korrekte siddestilling.

Motion forebygger rygsmerter

- Der er altså ikke grund til de helt store bekymringer omkring børns siddestilling i skolen. Derimod er det vigtigere at være opmærksom på, at børn bevæger sig, fordi det sandsynligvis kan være med til at forebygge rygsmerter. Sundhedsstyrelsen anbefaler at børn får mindst 60 minutters bevægelse om dagen, slutter Anja Aabech.