TV

Kronprins Frederiks kritik vækker begejstring

Den danske protest tager til mod omstridt russisk lov mod homoseksuelle.

Den omstridte lov betyder blandt andet, at homoseksuelle par ikke må adoptere børn, og at uddeling af information om ”ikke-traditionel seksualitet” kan straffes med fængsel eller bøder.

Det har blandt andet medført, at den danske regering har optrappet sin indsats, skriver Politiken.

Men med i det kritiske kor finder man også den danske kronprins Frederik, der er repræsentant for Danmark ved den internationale olympiske komite. For det vides endnu ikke med sikkerhed, om russerne har tænkt sig at håndhæve loven under vinter-OL 2014, der afholdes i Sochi i Rusland.

- Hvis enkelte grupper diskrimineres, er det et brud på det olympiske charter, den olympiske ånd og ikke mindst den kontrakt, ethvert værtsland indgår med IOC. Dette har IOC's præsident gjort klart over for de russiske arrangører, skriver kronprins Frederik i en mail til Politiken.

En meget positiv udvikling

Det er denne kommentar fra kronprinsen, der vækker begejstring hos flere royale eksperter.

Ekstern lektor med speciale i kongehuset ved Københavns Universitet Lars Hovbakke Sørensen siger til tv2.dk, at udtalelsen er en meget positiv udvikling.

- Kronprinsen præsterer her en meget vanskelig men fornem balancegang ved at udtale sig politisk uden at gøre det.

- Det bliver en indirekte kritik af Rusland, og det er dét, han kan som kronprins. Han kan ikke sige noget, der i strid med regeringens linje, eller noget som kritiserer fremmede stater. Derfor finder han her en fin balancegang, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Et skridt i den rigtige retning

Udtalelsen vækker også begejstring hos den royale ekspert, debattør og journalist Trine Villemann. Hun skriver i en mail til tv2.dk

- Jeg synes kronprinsens kommentar er et skridt i den rigtige retning. Jeg er glad for, at han nu kommer på banen i debatten om den omstridte lov i Rusland.

- Den debat er nemlig ikke politisk, men moralsk, og her kan en kronprins efter min mening sagtens have en stemme, skriver Trine Villemann.

Hun håber på, at kronprinsen holder sig væk fra vinter-OL i Sochi i 2014, medmindre russerne dropper den omstridte lov.

Begyndelsen på noget nyt

Kronprins Frederik er tidligere blevet kritiseret en del for flere af sine udtalelser gennem tiden, men denne udtalelse kan være begyndelsen på noget nyt, mener eksperterne.

- Det vidner om, at han har udviklet den balance som det danske kongehus er kendt for. Det er tydeligt, at han i meget højere grad end tidligere har udviklet en stil, der mindre om dronningens.

- Jeg tror, at det er begyndelsen på noget nyt, hvor vi vil se flere udtalelser i den her stil fremover. Det er en meget positiv udvikling det her, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Også Trine Villemann mener at kunne se, at kronprinsens indirekte kritik af den russiske lovgivning kan varsle om nye tider.

- Jeg håber, at udmeldingen betyder, at kronprinsen nu vover at springe ud som menneske. Jeg kender ham godt nok til at vide, at han som privatperson har lige så lidt tilovers for den russiske lov, som alle andre danskere.

- Jeg ved ikke, om han er blevet bedre til at vælge sine kampe, men i dette tilfælde tror jeg, han har indset, at han var nødt til at melde ud, fordi tavshed ville signalere støtte til Putins politik, og kongehuset kan ikke holde til, at man går imod et overvældende moralsk flertal i befolkningen, skriver Trine Villemann i sin mail til tv2.dk