Ydmyg Matthesen: Showet er kærestens fortjeneste

Selv om Anders Matthesen modtog prisen som årets komiker til Zulu Comedy Galla med lidt humoristisk arrogance, var han fuldstændig ydmyg efter showet og dedikerede fortjenesten til sin kæreste
Søndag vandt Anders Matthesen prisen som årets komiker til 'Zulu Comedy Galla' for sit anmelderroste show 'Anders', og han var ikke sen til at dedikere prisen til sin manager - og kæreste, Cemille.
- Der er mange, der har været inde over dvd’en og showet, men showet er Cemilles fortjeneste. Jeg havde da også peget på hende, hvis det kun havde fået en stjerne, siger komikeren spøgefuldt.
- Hun har hjulpet med alt, hjulpet med at skrive, finde på titlen og lave plakaten, remser Matthesen op.
Vi lægger ikke arbejdet på hylden
Og den 38-årige komiker synes på ingen måde, at det er svært eller problematisk at arbejde tæt sammen med sin partner.
- Jeg søger jo råd hos en masse folk, men det er dejligt at arbejde så tæt sammen med en, man ved, man kan stole på, siger han og afslører, at parret bestemt ikke kan finde ud af lægge arbejdet på hylden, men det netop er derfor, at et show som 'Anders' er blevet så godt, afslører han over for tvtid.
Efterfest med børn og havregryn
Det er anden gang Anders Matthesen vinder prisen som årets komiker, og man er vel ved at blive gammel i gårde, i hvert fald skal prisen fejres med børnepasning og havregryn.
- Det er jo festligt i sig selv bare at komme her. Men nu skal vi bare hjem og passe ungerne og spise havregryn. De sover ikke endnu, far er jo ikke hjemme, siger han og smiler.
Matthesens store fan kom på scenen
Hver af de fem nominerede havde en komiker til at præsentere sig, og det var en helt særlig person, der præsenterede Anden, nemlig hans unge fan Emma.
- Det var så fint, at hun stod deroppe, hun kommer jo troligt til alle mine shows, og hun holder også folk opdateret på min hjemmeside, og det er helt fantastisk, at hun havde modet til at stille sig op foran alle de mennesker, siger han med et bredt smil.
Da Anders Matthesen modtog prisen var det med en god portion humoristisk arrogance:
- Ikke for at være arrogant. Men da jeg så det felt, jeg var nomineret sammen med, tænkte jeg: Jeg må se at få skrevet den takketale, sagde han og indikerede dermed, at komikerfeltet ikke havde en chance.
Efter showet var han dog mere varsom med sine ord om de andre komikere:
- Så skal man udtrykke sig om hvad de andre har lavet, og jeg har ikke haft tid til at holde mig opdateret, svarede han, da en journalist spurgte, om det var velfortjent.