Jussi: Tid til andet end Zentropa

Om mindre end to uger har en af årets mest ventede film, filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens første bog i Afdeling Q-serien, Kvinden i Buret’, premiere. Og så burde alt være godt.
Men nu er det kommet frem, at succesforfatteren Jussi Adler-Olsen, der har solgt rettighederne til de første fire bøger i serien til Zentropa, ikke vil have det danske filmselskab til at filmatisere resten af bøgerne, der samlet har solgt i millionvis over hele verden. Det skriver BT.
I en besked til tv2.dk bekræfter Jussi Adler-Olsen, at han ser sig om efter et andet selskab, end danske Zentropa med Peter Aalbæk i spidsen, til at lave resten af de ekstremt succesfulde og populære bøger til film.
- Zentropa har rettighederne til de fire første bøger, og nu er der mange andre interesserede på banen for de øvrige. Så mon ikke det bliver en af dem, der skal have lov at prøve kræfter i det videre forløb? Skriver Jussi Adler-Olsen, der i disse dage er på pr tur i Venedig.
Succesforfatteren afviser dog, at han er utilfreds med Zentropas håndtering af filmatiseringen af bøgerne. Faktisk er han fint tilfreds med instruktør Mikkel Nørgaard og skuespillernes arbejde. Samtidig understreger han, at han er klar over, at der vil være forskel på bøger og film.
- Bøgerne er en verden og filmene en anden, og de kan ikke og skal ikke sammenlignes. Jeg har rost Mikkel Nørgaard for personinstruktionen og spillerne for deres præstation og resten er som sagt en udramatisk, lille historie, skriver Jussi Adler-Olsen, der afviser, at der skulle være tale om et dramatisk brud mellem ham selv og Peter Aalbæk og Zentropa.
Hos Zentropa tager direktør Peter Aalbæk stjerneforfatterens udmelding med ro.
- Jeg skal lave fire film om hans fire første bøger. Det tager fire år. Og jeg ved ikke, hvad der sker om fire år. Jussi (Adler-Olsen red.) skal være fri til at finde en anden vej, siger Peter Aalbæk, der forklarer, at da han tilbage i 2008 skaffede rettighederne til de tre første Afdeling Q-bøger (’Kvinden i Buret’, ’Fasandræberne’ og ’Flaskepost fra P’), var der ikke mange, der troede på projektet.
- Da jeg købte de tre første film i 2008, var der ingen, der anede, om det ville blive en succes. Da jeg købte de første rettigheder grinede alle af mig. For bøgerne havde ikke solgt et eneste eksemplar uden for Danmark, siger Peter Aalbæk, der fortæller, at han og Jussi Adler-Olsen kommer rigtig fint ud af det med hinanden.
- Jeg er rigtig glad for Jussi, og vi er soulmates. Og det kan jo være, at jeg om fire år er blevet træt af Afdeling Q. Hvem ved? Men jeg er glad for samarbejdet med Jussi, slutter Peter Aalbæk.
Indtil videre er der udkommet fem bøger i Afdeling Q-serien, ’Kvinden i Buret’, ’Fasandræberne’, ’Flaskepost fra P’, ’Journal 64’ og ’Marco Effekten’. Den sidste udkommer om få dage i Tyskland, der er et af de største markeder for Jussi Adler-Olsen.
Bøgerne om Afdeling Q bliver ikke kun omsat til stor skærm herhjemme. Også i USA bliver der lavet levende billeder ud af Jussi Adler-Olsens ord. Det sker med en TV-serie, hvor hver bog, efter planen, skal blive til en sæson.
'Kvinden i Buret' har premiere i de danske biografer torsdag 3. oktober.