8 råd: Sådan undgår du efterårets sygdomme

Efteråret er skudt i gang, og med det følger et halvår med sygdom – influenza, maveonde, forkølelse osv.
Især med småbørn i huset kan det være svært at holde de smitsomme sygdomme fra døren – børnene har nemlig tæt kontakt i dagpleje, vuggestue, børnehave og SFO og smitter let hinanden.
Men hvad kan du gøre selv? Hjælper det fx at proppe sig med hvidløg og C-vitaminer? Og er det noget om din mormors gamle råd om at huske huen og den varme påklædning?
Vi har spurgt netsundhedsplejerske og forfatter til bogen ”Helens bog om børn & sygdom”, Helen Lyng Hansen, til råds. Ifølge hende kan du gøre en hel del for at forebygge smitte. Her deler hun ud af sine bedste råd:
1. Bliv hjemme
Det allervigtigste råd lyder: Undlad at tage på arbejde eller at sende barnet i institution, hvis I er syge. Det er lettere sagt end gjort, men man kommer sig bedst over sygdom med ro og hvile. Og samtidig udsætter man ikke andre for smitte.
2. Vask hænder
Rene hænder er ren samvittighed, og håndvask er det bedste udgangspunkt for ikke at blive syg selv og for ikke at smitte andre. Som voksne skal vi huske også at vaske hænder på vores babyer og mindre børn, og de større børn skal vi lære at vaske hænder. Både børn og voksne skal have vasket hænder i forbindelse med måltider, toiletbesøg, bleskift, næsepudsning – og hvis der er synligt snavs på fingre og hænder.
3. Godt indeklima
Sørg for et godt indeklima. Det betyder at vi skal gøre rent, tørre støv af, legetøj osv. skal vaskes jævnligt, stofbamser, tøjdyr osv. skal i vaskemaskinen. Der skal luftes ud, der skal gøres rent i vaskemidler der er svanemærkede.
4. Husk vaccinationerne
Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger omkring vaccinationer, og sørg desuden for at følge anbefalingerne omkring, hvornår børn må komme i institution igen i forbindelse med og efter sygdom.
5. Spis varieret og sundt
Jo sundere og jo mere varieret vi spiser, jo bedre er vi dækket ind med forskellige vitaminer, mineraler og proteiner, og så fungerer vores immunforsvar bedst muligt. Det anbefales ikke at give små børn enkeltdoser af vitaminer og mineraler (ud over D-vitamin og jern til de mindste børn), da børn så risikerer at få for meget.
6. Sov godt
Sørg for at få den søvn du har brug for og hjælp dit barn til at sove godt og få gode sammenhængende timer. Når vi sover, så styrkes vores immunforsvar. Uden søvn så fungerer de hvide blodlegemer i immunforsvaret ikke optimalt.
7. Undgå kulde og træk
Du skal helst undgå kulde og træk – eller sagt på en anden måde: Du skal forsøge at holde så konstant en kropstemperatur som muligt. Immunforsvaret fungerer bedst, hvis temperaturen er nogenlunde konstant. Når vi har feber, så øges effekten af vores immunforsvar og modsat, når vi fryser, så arbejder vi mere trægt og langsomt. Men det er vigtigt at understrege, at kulde-varme ikke alene forklarer, hvorfor vi nogle gange er mere modtagelige for sygdomme. Det kan have betydning, om man fx har mødt det pågældende forkølelsesvirus før, ligesom det kan have betydning, om man er inde i en stresset periode i sit liv, om man sover godt osv.
8. Klæd dig ordentligt på
Du skal klæde dig selv og dine børn på, så det passer til vejret. Det kan dog være svært her i overgangstiden, hvor vi hurtigt kommer til enten at svede eller fryse. Børn har brug for, at vi holder øje med dem, hjælper med påklædningen, husker dem på at tage en jakke på, før de løber ud for at lege, hjælper dem med hue og handsker osv. Ligesom vi skal sikre dem gode søvnvaner, god, sund og varieret kost, skal vi også sørge for, at de ordentligt klædt på.
Til børn kan det være en fordel at bruge uld – det vil sige undertøj i uld og/eller nattøj i uld. Men også voksne kan have glæde af uldent undertøj. Ulden kan suge op til 40 procent af sin vægt, så når og hvis man sveder, så virker ulden svedtransporterende, og man vil stadig føle sig varm på kroppen.