TV

Ny rapport: Vuggestue er bedre end dagpleje

Børn, der har gået i vuggestue, får højere karakterer i dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve og har en større sandsynlighed for at begynde på en ungdomsuddannelse efter 9. klasse end børn, der har gået i dagpleje.

Det viser den nye rapport 'Effekter af Daginstitutionstilbud', som er udarbejdet af professorerne Nabanita Datta Gupta og Marianne Simonsen fra Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet og finansieret af pædagogernes fagforening, BUPL. Det skriver Information.

- Resultaterne passer meget godt med det, vi har fundet tidligere. Vi kan se, at der er en klar forskel imellem at være passet i dagpleje og i vuggestue, siger Nabanita Datta Gupta.

Til folkeskolens afgangsprøve klarer børn, der har gået i vuggestue, sig i gennemsnit 0,5 karakterpoint bedre i dansk og 0,3 point bedre i matematik end børn, der har gået i dagpleje. Og vuggestuebørnenes sandsynlighed for at påbegynde en ungdomsuddannelse er 10 procentpoint højere end dagplejebørnenes.

Resultaterne bygger på data fra 6.000 børn og er korrigeret for variabler som køn, forældrenes alder, indkomst, uddannelse og beskæftigelsesstatus samt barnets sundhedstilstand ved fødslen.

Mere konkurrence i vuggestuen

Tidligere formand for Børnerådet professor emeritus ved DPU Per Schultz Jørgensen ser undersøgelsen som et udtryk for, at den pædagogiske struktur er stærkere og mere målrettet i daginstitutionerne end i dagplejen. Han tror, at konkurrenceelementet imellem børn i vuggestuerne er med til at skabe de højere karaktergennemsnit.

- I vuggestuen har børnene hele tiden et konkurrenceelement. Børn er ekstremt sociale, og det at skulle præstere i forhold til de andre er en vigtig drivkraft, siger Per Schultz Jørgensen til Information.

De positive effekter ved vuggestuer, som rapporten beskriver, er særligt stærke for to grupper: drenge og børn af mødre med en lav uddannelse. Generelt er drenges sandsynlighed for at begynde på en ungdomsuddannelse 17 procentpoint højere hvis de har gået i vuggestue frem for i dagpleje. Og børn af lavt uddannede mødre får i gennemsnit 0,7 karakterpoint mere i dansk og 0,4 mere i matematik ved folkeskolens afgangsprøve, hvis de har gået i vuggestue.

Stor betydning for udvikling

- Det viser, at vuggestuerne har stor betydning for børns udvikling. Særligt for de udsatte børn, mener formanden for BUPL, Henning Pedersen.

Per Schultz Jørgensen understreger, at gode dagplejer, hvor der er mere tid og færre børn end i daginstitutionerne, kan give børn nogle væsentlige sociale kompetencer, som vuggestuerne ”på grund af for dårlige normeringer” kan have problemer med at give.

Det er videnskabelig assistent ved DPU Ole Henrik Hansen enig i. Han mener at den nye undersøgelse skal tages med ”et gran salt”. Det er ikke alt, der kan måles, siger han til Information.