TV 2 klar med storstilet bryllups-projekt

'De 7 bryllupper' er et af de største dokumentariske projekter nogensinde, og det skydes i gang i november på TV 2

7 bryllupper - 7 par - 7 år. Dét er ingredienserne til TV 2s nye, store dokumentarserie 'De 7 bryllupper', der fortæller et stykke danmarkshistorie gennem syv vidt forskellige ægteskaber over de næste syv år.

Onsdag d. 13. november kl. 20.00 kan seerne for første gang møde de syv par, der både har sagt ja til hinanden og ja til at invitere danskerne med indenfor i deres liv på tætteste hold.

"'De 7 bryllupper' er et stort og ambitiøst dokumentarprojekt, der ikke alene fortæller historien om syv par. Det er også en samtidshistorie, som skal gøre os klogere på, hvad der skal til for at fastholde kærligheden i ægteskabet i det samfund, vi lever i. Næsten 43 procent af alle ægteskaber ender i en skilsmisse i Danmark i dag, og derfor er det yderst relevant at se nærmere på, hvad der skaber det gode og holdbare parforhold, siger dokumentarredaktør på TV 2, Lasse Bjerre, i en pressemeddelelse.

Syv programmer hvert år

I november sender TV 2 de to første programmer af 'De 7 bryllupper'. De kommer til at fungere som en slags introduktion til hele serien og de syv par. Derefter vil der komme syv programmer hvert år i de næste syv år, hvor seerne inviteres med på en kærlighedsrejse ud over det sædvanlige.

Det er holdet bag de tidligere TV 2-successer og prisvindende serier 'Den sorte box' og 'De 7 drab', der er ophavsmænd til den nye serie. De har allieret sig med tre af landets mest talentfulde dokumentarfilminstruktører, der vil følge de syv par i fremtiden, nemlig Mira Jargil ('Den tid vi har'), Christian Bonke ('Ballroom Dancer') og Katrine Kjær ('Adoptionens pris').

"Det har været altafgørende for os at finde nogle af de dygtigste dokumentarfilminstruktører i landet, der forstår kunsten at formidle de personlige og nære fortællinger, som netop er kernen i denne ambitiøse dokumentarserie. De syv par lader os komme helt tæt på i syv år af deres liv i både medgang og modgang, og trods deres vidt forskellige værdisæt har de alle det til fælles, at de tror på kærligheden og ægteskabet i Danmark anno 2013," siger kreativ producer bag 'De 7 bryllupper', Lisa Klit fra Selskabet.tv i pressemeddelelsen og tilføjer.

"Det kræver et helt særligt talent at formidle så personlige historier og samtidig bevare den tætte kontakt og tillid gennem hele forløbet, og derfor er vi utroligt glade for det hold, vi har fået sammensat," konstaterer hun.

'De 7 bryllupper' produceres af Selskabet.tv, og Public Service Puljen har givet udviklingsstøtte til projektet.

De to første afsnit af 'De 7 bryllupper' vises onsdag d. 13. og onsdag d. 20. november kl. 20.00 på TV 2