TV

”Næste gang skal vi selv have millionen”

Mandag aften vandt brødrene Lund Madsen endnu engang en million kroner i ’Hvem vil være millionær’, men næste gang vil de altså selv have fingrene i gevinsten – eller vil de?

Det var næsten dømt til at gå galt, men alligevel overraskede Anders og Peter Lund Madsen seerne, og vist ikke mindst sig selv, da de endnu engang vandt en million kroner i ’Hvem vil være millionær’ mandag aften. Se videoklip øverst på siden.

Donerede pengene væk

Journalisten og hjerneforskeren hev samme gevinst hjem i 2002, hvor de donerede pengene til Folkekirkens Nødhjælp, og nu vovede de altså at prøve lykken endnu engang. Pengene får de to herre heller ikke glæden af denne gang, de valgte nemlig at donere dem til ODA, fællesorganisationen for OCD-, Depressions- og Angstforeningerne.

- Tredje gang må den (millionen red.) gå til os selv, siger Peter Lund Madsen grinende og forsikrer, at han bestemt har mod på at stille op igen.

"Nu har vi reddet Afrika"

Også hans bror synes, det vil være på sin plads, at de selv får millionen, hvis de skulle vinde den en tredje gang.

- Tredje gang tager vi den sgu selv, nu har vi reddet Afrika, og nu redder vi alle de, der har tvangstanker, angst og depression i Danmark, siger Anders Lund Madsen, men så bliver han pludselig lidt i tvivl.

- På den anden side, hvis det nu var min egen million, så ville jeg også tænke, hvad skal der nu ske med pengene, hvem skal have noget? Og Peter skulle jo have halvdelen, og så ville jeg allerede være lidt indebrændt. Så ville jeg have 500.000 kroner, og som Lars Løkke siger; hvad kan man få for dem? Det kan vel bare blive til et par sko. Det jo ikke andet end otte ture på førsteklasse, siger den altid vittige Anders Lund Madsen.

Håber de køber turpas til Tivoli

De to brødre indrømmer, at de begge synes, det var en dårlig ide at være med i programmet igen ”for det kunne næsten kun gå galt”. Alligevel ville de gerne forsøge at samle så mange penge ind som muligt til ODA-foreningen, og Anders Lund Madsen har som sædvanlig en krøllet og sjov ide til, hvordan pengene kan bruges bedst .

- Det normale og kedelige ville være at lave en røvsyg kampagne, hvor der står ”det er ikke forkert at være angst”, men jeg håber, de køber en ordentlig stak turpas til Tivoli og Akvariet, for så kan man komme ud. Alle med OCD, de kan stå og røre, og alle dem med angst kan blive bange for hajerne. Og de deprimerede kan bare sidde ovre i kantinen og tænke, hvordan skal det hele ende, siger han.

Se hele afsnittet af 'Hvem vil være millionær', hvor Peter og Anders Lund Madsen vinder millionen igen, gratis her.