TV

Sandt eller falsk? Fem myter om spædbørn

Træner et spædbarn sine lunger, når det græder? Og hvordan er det lige med vippestol og amning?

Det sker garanteret i den bedste mening, når nybagte forældre overøses med gode råd til, hvordan de bedst behandler familiens nye medlem. Men mængden af  tips og tricks kan gøre det svært at finde hoved og hale i, hvad man skal tro på, og hvad man skal overhøre. Tv2.dk har samlet fem udbredte formaninger og sat dem i stævne hos læge og ph.d. Vibeke Manniche, der er forfatter til e-bogen 'Alt om barnet'.

1. Man bør vende sit spædbarn på hovedet et par gange om dagen for at styrke barnets motorik

- Falsk. På hovedet giver ingen mening. Men til gengæld er det vigtigt, at barnet bliver lagt på maven nogle gange i løbet af dagen, når det er vågent. Alle spædbørn skal sove på ryggen, og det forebygger vuggedød. Men det har så til gengæld gjort, at babyer generelt når milepælene lidt senere i dag, end da vi lagde dem på maven for at sove. Derfor skal de lægges på maven for at træne motorikken, siger Vibeke Manniche.

2. Et spædbarn må ikke sidde mere end 10 minutter i en vippestol

- Delvist sandt. Det skyldes, at spædbarnet jo ikke har nogen muskulatur til at holde ´sig selv´ og dermed falder helt sammen. Det er ikke noget, hvor vi har dobbeltblinde undersøgelser, som viser, at det enten fremmer eller forsinker. Men fremfor vippestol er det bedre at lægge barnet i en slynge og så bære det tæt på kroppen. Vippestolen må ikke blive et ´opbevaringssted´ for spædbarnet.

3. Små børn bliver afhængige, hvis de bruger for meget tid på en tablet eller tv

- Sandt. Fuldstændig som vi andre også gør! TV, PC og tablet gør barnet passivt og inaktivt. Plus det går udover de sociale kontakter og samspillet med omgivelserne, herunder forældre, søskende og venner. 

4. Børn som ammes bliver mere intelligente

- Sandt. Vi har flere studier, som peger i samme retning, nemlig at amning fremmer barnets intellektuelle udvikling. Noget skyldes efter alt at dømme ammemælkens indhold af vitaminer, mineraler, antistoffer og næringstoffer. En perfekt sammensætning som modermælkserstatning ikke kan hamle op med. Herudover har selve den tætte kontakt mellem mor og barn også en betydning for den følelsesmæssige tilknytning og dermed også den intellektuelle udvikling. Så det er af flere grunde. Det er dog vigtigt at sige, at børn, der får modermælkserstatning, også udvikler sig fint, om end det optimale er amningen.

5. Børn træner deres lunger, når de græder

- Falsk. Det er rigtigt, at lungerne ´blæses op´ når barnet græder. Så dermed er der en vis form for træning. Men det er ikke nødvendigt for barnet at træne på den måde. Gråd er primært barnets sprog og måde at kommunikere til verden, at der er noget, det er utilfreds med. Og sådan skal gråden opfattes, ikke som en træning af lungerne. Patienten med rygerlunger bliver jo heller ikke sat til at græde for at træne lungerne.