TV

Ny sæson af 'SJIT Happens' bliver vildere, hårdere og hurtigere

En ny sæson af 'SJIT Happens' om de fem venner Ane, Mads, Emil, Olau og Øland begynder i aften og her kan du læse, hvad dy kan forvente dig af den.

Stephania Potalivo, Jonathan Harboe, Claes Quaade Mortensen, Nikolaj Stokholm og Ruben Søltoft er lynhurtigt blevet kendt som Ane, Mads, Emil, Øland og Olau fra Zulu-serien 'SJIT Happens'.

"Vildere hårdere, sjovere..."

Serien handler om de fire venner, der bor sammen i en lejlighed og deres småskøre nabo Øland. Tvtid mødte de fem skuespillere i lejligheden, hvor optagelserne foregår for at høre lidt om den nye sæson. Der var højt humør og svaret kom prompte, da vi spurgte, hvad man kan forvente sig af den nye sæson.

- Vildere, hårdere, sjovere, hurtigere, bedre! Udbryder castet i kor og begynder derefter at grine over deres – tilsyneladende ofte råbte - kampråd.

Forskellighed er en god ting

De fem skuespillere har dog ikke altid været i stand til at råbe i kor, de har nemlig lige skulle bruge lidt tid på at lære hinanden at kende.

- Det var en udfordring, at vi pludselig skulle indfinde os i noget, hvor vi skulle spille nogen, der havde kendt hinanden i mange år, når vi lige havde mødt hinanden, fortæller Claes Quuade Mortensen.

- Ja, og det har også handlet om at finde et samspil, for vi er jo faktisk … ret forskellige, siger hun Stephania Potalivo langsomt, imens hun kigger lidt rundt på de andre og straks bliver afbrudt af Nikolaj Stokholm, der med et bredt smil tilføjer:

- Ja, og det er jo en god ting, skal man huske på.

- Det ér faktisk en god ting, det kan man bruge til rigtig meget, det er jeg nødt til at sige højt hver dag, siger hun, imens de andre griner.

"Ok, hun har bryster"

I det hele taget lader det til, at det kan være noget af en prøvelse at være ene pigen i flokken. Da Tvtid spørger, hvad de fem skuespilleres forskelligheder går ud på, lyder svaret fra Stephania:

- Altså, jeg er jo en pige...

- Det brugte vi også en hel sæson på at slappe af med: Ok, hun har bryster! joker Claes Quaade Mortensen.

Karaktererne får et skørt twist

Ud over at det hele bliver vildere, hurtigere og bedre, så kan seerne forvente en sæson to, hvor der vil komme flere plots per afsnit og karaktererne bliver en smule mere ekstreme.

- Hvor første sæson måske gik mere ud på at man fulgte fem unge mennesker, så ligner det nu, at de har en vanvittig hverdag. Alle karaktererne har fået et lidt skørt twist, deres karaktertræk er trukket ud i en comedy-retning, forklarer Nikolaj Stokholm.

Hvordan det kommer til at gå de fem personer i sæson to, kan du se i aften på TV 2 Zulu kl. 21.30.

Men du kan allerede nu se snigpremiere på anden sæson af SJIT Happens på TV 2 Play her.