Peter Ingemann: Så meget er MIT hus værd

Tv-vært Peter Ingemann er overrasket over, hvordan priserne har taget fart i den seneste tid. Se her, hvad hans hus i Ry netop er vurderet til
I forbindelse med optagelserne til det nye boligprogram 'Beliggenhed, Beliggenhed, Beliggenhed' talte Peter Ingemann fredag eftermiddag med pressen.
I den sammenhæng afslørede han over for Tvtids udsendte, at lige netop beliggenheden af hans eget hus har stor indvirkning på værdien.
- Så sent som i sidste uge fik jeg vurderet mit hus til 5,5 millioner kroner, og det overrasker mig, at det er steget så meget. Vi købte det nemlig i 2008, før krisen satte ind, og dengang kostede det 4,6 millioner, siger Peter Ingemann og fortsætter.
- Huset ligger i et område, hvor man virkelig har gjort noget ud af ensartethed i arkitekturen, og hvor der er udsigt til skov og en 27 hullers golfbane. Så beliggenheden er skøn, forklarer Ingemann og tilføjer med et grin, at han dog selv har opgivet at lære at spille golf.
Huset, som Peter Ingemann bor i sammen med sin kone og to døtre, er en minimalistisk funkisvilla fra 2006, som ligger i udkanten Ry. Og selv om den erfarne boligekspert og tv-vært tidligere har kastet sig ud i adskillige ombygningsprojekter, har han ikke ændret det mindste ved sit nuværende hjem.
Overvejer at flytte til hovedstaden
Selv om Peter Ingemann er glad for sit hus, indrømmer han, at han for nylig har overvejet at skille sig af med det.
- Jeg havde et enkelt flip i efteråret, hvor jeg blev fristet af, at huspriserne i Ry er steget så meget, at jeg tænkte på at sælge det. Jeg bliver jo hurtigt rastløs og får lyst til at prøve noget nyt. Og nu kommer det nok som en overraskelse for folk, der kender mig: Det ligger mig faktisk ikke så fjernt at flytte til København, lyder det fra den 41-årige tv-vært, som ellers altid har boet i Ry, og han tilføjer.
- Det er ikke, fordi jeg har droppet mit jydehjerte. Jeg er bare blevet meget glad for København, som jeg har opholdt mig en hel del i, siden jeg begyndte at arbejde for TV 2 i maj. Jeg synes, det er en fed hovedstad. Men mine døtre, som er 10 og 14 år, er glade for deres skole, og det skal jo ikke gå ud over dem, at jeg har en fetish med at købe nye huse, slutter han med et grin.