TV

Sådan har du ikke set en pølsevogn før

Pølle og Fanny.

Det lyder næsten som titlen på et børneeventyr, og det er heller ikke helt forkert. For Fanny ”Pølsewoman” Posselt udlever et vaskeægte iværksættereventyr, til gavn for folk der har det svært rundt om i verden.

Se billeder øverst i artiklen og her.

Fanny rejser nemlig rundt i hele verden med Pølle, der er ”verdens mest berejste pølsevogn”, for at dele gratis hotdogs ud i håb om, at folk så vil give penge og på den måde medinvestere i social forandring.

- Udgangspunktet er, at Pølle skal være med til at skabe social forandring. Da vi var i Kina, samlede vi for eksempel ind til at bygge et børnehjem til børn af kriminelle, siger Fanny Posselt.

Penge skal bruges fornuftigt

De penge der bliver rejst går ikke til i forvejen kendte organisationer, da Fanny Posselt gerne ser, at hun kan plante et frø i lokalsamfundene, der derfra kan sprede sig.

- I Sydafrika fik vi, med hjælp af Martin Jørgensen og Morten Ankerdal, der var med i ”Hvem vil være millionær?”, rejst knap en kvart million til gavn for Bush-folket i Kalahari-ørkenen, og der inviterede vi de lokale borgere til en snak om drømme og behov.

- En hel del af kvinderne drømte om, at have egen virksomhed, men de manglede opstartskapital og kompetencer, og der hjalp vi til.

Fanny Posselt fortæller, at der blev afholdt en måneds workshop, hvor folk kunne lære, hvordan de lavede budgetter, og generelt hvordan man driver en forretning. På workshoppen beskrev folk det, de skulle bruge til deres virksomhed, som de så lånte penge til.

Pengene betales tilbage til den sydafrikanske First Children Trust, som så sørger for, at pengene igen bliver pumpet ud i lokalsamfundet. De nyslåede virksomhedsejere har også lavet en aftale om at hjælpe til i lokalsamfundets børnehave.

- De byder ind med deres forskellige kompetencer, så hvis de er frisører, ordner de børnenes hår en dag om måneden, eller slagteren hjælper til med at donere kød og grille det.

Pølsemik i Grønland

Indtil videre har Fanny og Pølle besøgt 16 lande på fire kontinenter, og de har givet knap 50.000 hotdogs væk til folk fra Indien, Kina, Japan, Sydafrika, USA, flere europæiske lande og senest Grønland.

- Jeg gør det for at skabe social forandring. I Grønland har jeg siden sommeren 2013 aktiveret lokale ”Pølseagenter”, der hjalp til med at realisere drømmen om at holde Pølsemik (Pølsefest) og skabe social forandring i Itoqqortoormiit.

- Vi inviterede hele byen, der består af cirka 450 indbyggere, så vi kunne møde folk, tale med dem, og invitere dem til at dele deres drømme for byen med os. Desuden høstede vi ideer fra børn og unge i løbet af ugen. Sidst på ugen afholdt vi et fællesmøde, hvor de lokale Pølseagenter skulle prioritere drømmene, lave projektbeskrivelse, handlingsplan og budget og tage dem videre derfra.

I alt blev der valgt fire punkter ud, efter Pølles ridt henover den grønlandske sne: byen skal have en biograf, en skiklub, bedre udflugtsmuligheder, og så skal turismen til byen fremmes.

- Og så sluttede vi af med en afskeds-pølsemik igen for hele byen og bød på hotdogs, hygge og leg, siger Fanny Posselt.

Pølser sendt som diplomatpost

De fleste vil nok tænke, at det ikke er helt problemfrit at rejse rundt i verden med en dansk pølsevogn, og det er da også lidt af en logistisk udfordring, fortæller Fanny Posselt.

- Det er ikke den nemmeste vej, jeg har valgt. Der er en masse logistik med at få sendt Pølle, Lantmännen Unibakes pølsebrød og Steff Houlbergs pølser afsted.

- Da vi rejste i Europa var det nogenlunde ligetil, men det var noget af en udfordring at skulle til Indien, Kina, Japan, Sydafrika og USA, for man kan ikke bare tage fødevarer med ind i de lande.

Men ved hjælp af de danske ambassader kan både Pølle og varer sendes som diplomatpost, hvilket gør det hele muligt.

En pølsevogn med mere twist

Udgangspunktet for ”verdens mest berejste pølsevogn” er at inspirere og skabe positiv social forandring, der er en dansk kulturinstitution - også gerne med et twist, fortæller Fanny.

- Vi byder på en gratis bid af dansk kultur, og står for hygge, folkelighed, dialog, humor og uhøjtidelighed. Kunne vi ikke have fået pølser ind i eksempelvis Indien, så havde vi været der alligevel.

Hotdogs er nemlig kun et middel, og derfor tilpasser Fanny Posselt ofte pølsevognsmenuen, så den passer til lokale forhold, som eksempelvis i Indien, hvor der blevet lavet Dandian Hotdogs med chapati, tomat/chilisauce og Okra, en grøntsag der også er kendt som lady fingers.

Eller som i Grønland hvor der kom moskusoksesteg i hotdogbrødet, selvom at alle varer var sendt afsted. Men der skulle eksperimenteres med lokale råvarer, hvilket resulterede i en Greenish Hotdog.

Den store drøm

Det er ikke til at sige, hvor Fanny og Pølle rejser hen næste gang, men drømmen er OL i 2016.

- Min store drøm er at komme med til OL i 2016. Vi prøvede at komme til OL i Beijing, men den kinesiske mur var for høj. Takket være det danske konsulat så vi endte i Shanghai, hvilket også var helt fantastisk.

- Så jeg føler, at Pølle har et OL til gode, og det næste i Brasilien vil give endnu et kontinent til samlingen. Men lige nu står Pølle fastfrosset i eventyrlige Ittoqqortoormiit frem til sommer, siger Fanny Posselt.

Fodboldspillerne Martin Jørgensen og Thomas Helveg har fra Pølles første færd støttet projektet som Pølsefriends, og du kan også melde dig som frivillig Pølseagent eller som Pølsefriend se mere her.