TV

Oscar-vinder stopper i populær tv-serie

Den nykårede Oscar-vinder Matthew McConaughey bekræfter, at han ikke skal medvirke i anden sæson af succes-serien 'True Detective'

På trods af det succesrige samarbejde mellem skuespillerne Matthew McConaughey og Woody Harrelson i HBO-serien 'True Detective'' kommer det ikke til at fortsætte i anden sæson af serien.

"Nej, jeg vender ikke tilbage i anden sæson. Første sæson var den sidste", bekræftede Matthew McConaughey, ifølge flere amerikanske medier, under søndagens Oscar-show, hvor han løb med den prestigefulde statuette for bedste mandlige hovedrolle i 'Dallas Buyers Club'.

Samtidig er det også meget tvivlsomt, at Woody Harrelson vil fortsætte i 'True Detective', for den kommende sæson får nemlig et helt nyt handlingsunivers med en afsluttet historie. Sådan har det fra starten været planlagt af skaberen og forfatteren bag serien, Nic Pizzolatto.

Mest sete, nye HBO-serie i tre år

'True Detective' handler om de to detektiver Rustin Cohle (McConaughey) and Martin Hart (Harrelson), som starter et samarbejde, da de begge jagter en seriemorder, som gennem 17 år har hærget i Louisiana.

Krimiserien, som er blevet rost til skyerne af anmelderne, er samtidig den største, nye seer-succes for HBO i tre år med et gennemsnit på 7,7 millioner seere til de otte afsnit i seriens første sæson. Blandt de øvrige prominente medvirkende i 'True Detective' kan nævnes Shea Whigham ('Boardwalk Empire'), Kevin Dunn ('Veep') og Elizabeth Reaser ('Twilight').

Fans af Matthew McConaughey kan til gengæld glæde sig til at opleve ham i Christopher Nolan's sci-fi-film 'Interstellar', der har premiere i USA i november.