TV

Tendens: Nu vil kvinder have naturlig kønsbehåring

I samarbejde med Alt for damerne

Naturlig kønsbehåring lader til at være på vej tilbage.

”Jeg synes generelt, der skal flere hår på fissen rundt omkring.” Sådan sagde stand up-komikeren og feministen Sanne Søndergaard til Politiken i april 2013, alt imens toppen af hendes røde dusk titter frem fra bukseåbningen på det billede.

Sidste år havde magasinet Playboy Kate Moss på forsiden, og inde i bladet optrådte hun med frit udsyn til sin intime hårpragt. Også den amerikanske tøjkæde American Apparel lavede tidligere på året et markedsføringsstunt, der hurtigt blev spredt på sociale medier. Kædens mannequindukker blev nemlig vist frem i undertøj og ”fuld busk” i udstillingsvinduerne.

Herhjemme har indehaver af skønhedsklinikken Pure&Simple Sandra Rosengren observeret tendensen.

- Der har været den her massive hysteri omkring hår i mange år, men nu er vi ved at finde tilbage til det mere naturlige look – dog ikke helt wild nature. I stedet for blot at have en stribe tilbage, så er det faktisk blevet mere almindeligt at lade håret være nede ved kronen (klitoris red.), fortæller hun.

Det kan skyldes, at vi kvinder er blevet langt bedre til at stå ved vores køn og kvindelighed, mener Charlotte Torpegaard, skønhedsekspert, blogger på ilovebeauty.dk og forfatter til flere bøger om skønhed.

- Vi er begyndt at kigge mere til voksne, modne kvinder. Det handler ikke længere om en idealisering af unge piger. I en lang periode har vi været der, hvor vi enten har forsøgt at spille med på mændenes præmisser, eller også har vi stræbt efter det ungdommelige, nærmest infantile look.

- Nu er vi nået til et årti, hvor vi gerne vil være kvinder og stå ved det. Vi finder os mere og mere til rette i os selv, forklarer Charlotte Torpegaard, men understreger samtidig at det ikke er den helt utæmmede, fuldstændig ukontrollerede hårvækst, der får lov til at dominere. Det er snarere det velgroomede look, der er ved at vinde indpas.

Ifølge Birgit Petersson, lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab, skal forklaringen også findes i den økonomiske krise, vi har befundet os i over en årrække:

-Der sker tit det, når man kommer ind i perioder med økonomiske problemer, at så er det nogle helt andre ting, man har fokus på end det nære, som det at beskæftige sig med sin egen krop. Der bliver lidt mindre navlepilleri, pointerer forskeren, der beskæftiger sig med medicinsk kvinde- og kønsforskning, og fortsætter:

- Men når man prøver at lege med kønsbehåringen og gøre ekstra opmærksom på den ved fx at klippe den i facon og farve det, er det en måde at raffinere sin kvindelighed på.

Der foreligger så vidt vides ingen danske undersøgelser, der dokumenterer, hvilken kønsbehåring danske kvinder foretrækker, så derfor er det svært at dokumentere, om der er reelt er sket en holdningsændring til intimbarbering hos størstedelen af danske kvinder.

Den ”glatte version” vil næppe helt forsvinde peger vores kilder på, og der kommer hele tiden nye strømninger og bevægelser til, der ændrer vores måde at tænke og agere på, når det kommer til kønsbehåring, forklarer Birgit Petersson. Ifølge forskeren kan ”det naturlige look” meget vel være kommet for at blive, selvom det næppe udkonkurrerer alle de andre forskellige former for ”frisurer”.

Fakta om kønsbehåring

Fra naturens side er vi udstyret med kønsbehåring, fordi den holder infektioner på afstand og forhindrer, at vi får diverse underlivs- og hudsygdomme.