TV

Top 5: Her er Danmarks bedste Grand Prix-venner

Enkelte lande er særligt rundhåndede over for Danmark og giver os høje points i Melodi Grand Prix-finalerne. Men det er ikke altid, vi gengælder gavmildheden i samme grad

Som det fremgår af Tvtids store, interaktive oversigt over, hvordan deltagerlandene i 'Eurovision Song Contest' har stemt på hinanden gennem årene, er der visse lande, som har en særlig forkærlighed for at give ekstra høje points til hinanden.

I Danmarks tilfælde er det faktisk meget tydeligt, at de nordiske og baltiske lande favoriserer os i særlig grad, når der skal deles points ud.

LÆS OGSÅ: Grand Prix: Her er de stærkeste alliancer

Island ligger øverst på Top 5 over vores bedste grand prix-venner. Igennem de 21 år, islændingene har haft mulighed for at stemme på os i grand prix'et, har de i gennemsnit givet os 8,14 points.

Som nummer to på vennelisten kommer Norge, som gennem 29 år har givet os så høje points, at gennemsnittet ligger på 6,1, og Sverige følger efter på tredjepladsen med et gennemsnit på 5,47. (Se Top 5-listerne nederst på siden - og statistik øverst i billed-hjul).

Vi er mere nærige over for nordmændene

Men hvis man omvendt ser på, hvor mange points vi danskere har givet til vores nordiske broderfolk gennem tiden, så er forholdet ikke helt jævnbyrdigt.

Vores topdonor, Norge, har kun fået en gennemsnitlig pointscore på 3,97 retur fra os, og dermed lander vores naboer i nord helt nede på en syvendeplads over de lande, vi giver flest points til.

LÆS OGSÅ: Norsk Grand Prix-ekspert: Basim er en ren befrielse!

- Norge er altid meget trofaste over for os, men vi betaler det ikke særligt godt tilbage. Jeg tror, at det handler om, at vi betragter Norge lidt som en lillebror, som vi forventer at få høje points fra, uden nødvendigvis at give det samme igen, siger Lisanne Wilken, som forsker i populærkultur på Aarhus Universitet.

Svenskerne får flest points af os

Til gengæld er vi danskere tydeligvis meget glade for Sverige, som topper vores Top 5-liste over favoritlande i den europæiske sangdyst. I løbet af de ialt 31 år, vi har haft mulighed for at give points til svenskerne, har de fået 7,74 points i gennemsnit fra os.

Sverige er da også land i hele Norden, som klart høster flest stemmer fra samtlige af de skandinaviske lande, og ifølge Lisanne Wilken skyldes det svenskernes højere status.

- Vi er nok allesammen tilbøjelige til at betragte Sverige som det mest betydningsfulde land i Skandinavien. De fylder mere internationalt, og vi er egentlig lidt misundelige på dem, siger hun og tilføjer.

- Samtidig laver svenskerne noget musik, som er mere amerikaniseret end f.eks. den norske, så de har haft nemmere ved at slå igennem på tværs af grænserne, konstaterer hun.

De baltiske lande vil med i klubben

Også de baltiske lande Letland og Estland er meget flinke til at give Danmark høje points i grand prix'et. Gennem de henholdsvis 11 og 13 år, de to lande har været med i sangdysten, har de givet os karakterer på gennemsnitligt 5,27 og 4.62 og ligger dermed nummer fire og fem på listen over vores bedste grand prix-venner.

LÆS OGSÅ: Hele Norden er i finalen - Baltikum er ude

I dette års Eurovisions-finale har vi dog ikke mulighed for at gengælde den baltiske gavmildhed, for både Estland og Letland røg ud i første semifinale tirsdag og må derfor nøjes med at være tilskuere til den store finale på lørdag. Det skal imidlertid ikke forhindre dem i at give points til Basim og hans "Cliche Love Song", da alle 37 deltagerlande naturligvis er med i den afsluttende afstemning.

Top 5: Lande, der giver Danmark flest points:

  1. Island 8,14 (21 år)
  2. Norge 6,1 (29 år)
  3. Sverige 5,47 (30 år)
  4. Letland 5,27 (11 år)
  5. Estland 4,62 (13 år)

Top 5: Lande, som Danmark giver flest points til:

  1. Sverige 7,74 (31 år)
  2. Monaco 7,0 (2 år)*
  3. Tyskland 4,97 (32 år)
  4. Irland 4,89 (27 år)
  5. Island 4,85 (20 år)

De ovenstående tal dækker over årene 1975-2013. De enkelte point-gennemsnit er beregnet ud fra, hvor mange år det har været muligt for det pågældende donorland at give points til det andet land, dvs. det antal år landet har deltaget i det internationale Melodi Grand Prix.

*Danmarks høje point-score til Monaco skal tages med forbehold, da der kun er tale om gennemsnittet fra to år, der ligger helt tilbage til 1978 (10 points) og 1979 (4 points). Monaco trak sig herefter ud af grand prix'et.