TV

Med børnene som våben: Sådan påvirker det dem

Når forældre bekriger hinanden i en skilsmisse, går det hårdt ud over de børn, de kæmper om, lyder det fra børnepsykolog.

Omkring 800 gange hvert år træffer Statsforvaltningen beslutning om, at børn ikke længere skal se deres far eller mor.

Den beslutning rammer ikke kun den forælder, der må undvære sit barn. Når forældre bekriger hinanden i en skilsmisse, rammer det i høj grad også dem, der kæmpes om.

- Det er utroligt belastende for barnet, det er en frygtelig oplevelse for dem, siger Margrethe Bruun Hansen, der er børnepsykolog.

Både på kort og lang sigt bliver barnet mærket af det, hvis forældrene ikke kan holde konflikten ude af deres verden, fortæller hun.

- Børnene oplever, at dem, der skal passe på dem, ikke længere er i stand til det, fordi de selv er i krise og konflikt. Børnene kan reagere forskelligt. Enten forsøger de at blive mæglere, der prøver at bygge bro mellem de voksne, men det kan også være, de bliver hyperaktive og stressede, siger hun.

Fra forskellig forskning ved man, at skilsmisser i sig selv kan være med til at stresse børn, fordi der ikke længere noget, der er stabilt. Men uanset hvordan barnet reagerer, skaber det angst og usikkerhed i barnets verden, mener Margrethe Bruun Hansen.

Påvirker nye forhold

Det er ikke kun i barndommen, at en skilsmisse kan påvirke børnene. Også når de vokser op og stifter familie selv, kan det have betydning, at barndommen har været præget af konflikt.

- Nøgleordet er angsten for svigt, og den vil de tage med sig også i nye forhold, siger Margrethe Bruun Hansen.

Fra sin egen praksis oplever hun, at voksne, der har været skilsmissebørn, har svært ved at stole på deres partner.

- Vi ved, at voldsomme skilsmisser på sigt bevirker, at børnene tvivler på, at kærligheden kan vare ved. De har svært ved at binde sig, fordi de er bange for at blive svigtet, siger hun.

Også i relationen til deres egne børn kan det give problemer. For når man en gang har oplevet, at konflikter fører grimme oplevelser med sig, kan det være svært at håndtere dagligdags uoverenstemmelser.

- En voksen mor kan nemt blive bange for at tage et opgør med sin mand eller sine børn, fordi konflikter bliver noget, man synes, er farligt, siger Margrethe Bruun Hansen.

I denne guide kan du få gode råd til, hvordan du får børnene bedst igennem skilsmissen.