TV

Sådan slanker du dig – uden slankekur

I samarbejde med Alt for damerne

”Nyd dig slank” hedder kostterapeuten Caroline Fibæks nyeog  anderledes slankebog, skrevet til læseren, der gerne vil både nyde livet og holde vægten.

Men hvordan kan det lade sig gøre? Har ALT for Damerne spurgt forfatteren om.

- Du kan både nyde livet og være slank. Det er faktisk meningen, at du skal begge dele samtidig. Mange kvinder er desværre en smule fejlkodet i en tidlig alder, når det gælder mad.

- De render rundt med lange lister af kostregler, som de forsøger at følge og huske sig selv på hver dag. Forbud og dogmer, som basalt set går ud på for eksempel at ”tæmme” kroppens hang til alt det, den gerne vil have. Især sødt, siger Caroline Fibæk.

Når hun til sine kostkonsultationer siger til folk, at de skal spise dessert hver dag, er de ved at ”dø af skræk”, fortæller hun.

- De er bange for, at de ikke kan styre det med maden, og glemmer, at det faktisk er dem selv, der sidder med styrepinden. Kroppen har jo sin indbyggede sult/mæthedsbalance, og den fungerer glimrende, når vi kommer i balance, siger Caroline Fibæk.

Det er den tankegang hun følger op på i sin nye slankebog, hvor hun siger farvel til de typiske slankekure.

- Ordet kur kommer fra cura, som betyder at drage omsorg for. Bogen beskriver alle de livstilsfaktorer, som påvirker dit taljemål, lige fra stress over uforløste følelser og søvnmangel til træning og det, du spiser.

- De færreste ved, hvor meget kroppen ændrer sig, når vi nyder. Under nydelse udskiller vi et væld af hormoner, som genopbygger og heler kroppen, hæmmer inflammation, og hjælper os med at tabe de overflødige kilo. I modsætning til når vi er stressede, hvor kroppen nedbryder sit eget væv og lagrer fedt utroligt effektivt.  

Ifølge Caroline Fibæk går slankekure typisk ud på at skrotte vaner uden at fylde noget i det ”hul”, vanen efterlader.

- Så falder folk i de gamle vaner. Jeg anbefaler, at man skåner kroppen mest muligt fra sukker, glutenholdige fødevarer, præfabrikeret mad, samt mælk og ost. Men at du får noget at sætte i stedet. Det gør forskellen.

- Den menneskelige krop har – det er bevist videnskabeligt masser af gange – brug for kulhydrater. Både i form af energi til hjernen og psykologisk set, fordi den søde smag står for størsteparten af vores spiselige ”kick”, så vi bliver utilfredse og tilbøjelige til at droppe den kulhydratfattige kur hurtigt.

Tilfredsstillelse er efter Fibæks mening nøglen til at tabe de ekstra kilo én gang for alle. Hun kalder derfor sin ”madstil” Nydelseskøkkenet.

- Det består af ti principper, der går ud på at spise så naturligt som muligt. Grønt, økologisk og ret vegetarisk. Du skal generelt holde dig fra alle de fødevarer, der giver et kort boost for bagefter at gøre kroppen træt.

Frankenfood kalder hun meget af det, de fleste af os giver børnene med i madpakken, og som vi selv spiser af vane, siger Caroline Fibæk.

Caroline Fibæk

Caroline Fibæk er 30 år.

Hun arbejder som kostterapeut og er lige nu aktuel med kogebogen ”Nyd dig Slank”.

Hun bor på Vallø Gods ved Køge med sin mand og to børn.

Hun er meget optaget af: økologi, antistress og familie.

Her er Caroline Fibæks 5 bud på, hvad der karakteriserer nydelsesmad:

Nydelsesmad er:

  • Rig på vitaminer og mineraler.
  • Fuld af sunde fedtsyrer (Omega-3 og Omega-9).
  • Letoptageligt protein.
  • Anti-inflammatorisk.
  • Glutenfri.