TV

Professor: Resistente svinebakterier er bekymrende

Den resistente svinebakterie MRSA florerer lige nu i Danmark.

Udover at have kostet fire mennesker livet indenfor de sidste fire år, så er antallet af smittede steget fra 12 personer i 2007 til 643 i 2013, og det bekymrer leder af MRSA-videncenter på Hvidovre Hospital, klinisk professor, overlæge, dr.med Henrik Torkil Westh.

- Der er en epidemisk udvikling, og der er ingen tvivl om, at langt de fleste af vores svin er bærere af den her bakterie. Vi kan se, at i de områder af Danmark, hvor der er mange svinelandbrug, at bakterien bliver hyppigere i befolkningen, ad smitteveje vi ikke helt forstår.

- Jeg er bekymret, fordi vi normalt bygger en voldgrav om vores hospitaler, hvor vi prøver at holde de resistente bakterier ude. Men nu hvor bakterierne er ude hos almindelige borgere, det vil sige dem der ikke arbejder med svineproduktion, så har vi ikke nogen voldgrav mere, siger han.

Derfor ser fremtiden noget mere kompliceret ud, da der vil komme flere eksempler på, at bakterien sniger sig ind på hospitalerne, til stor fare for de der i forvejen er syge.

Det behøver ikke være sådan

Ifølge Henrik Torkil Westh, så behøver danskerne ikke at indstille sig på, at skulle leve side om side med den farlige bakterie i fremtiden.

- Vi behøver ikke at leve med den, vi har jo levet uden den i rigtig mange år. Det er de produktionsmetoder, vi har valgt gennem de sidste årtier til at producere vores svin, der er årsag.

- Vores produktionsmetoder kræver nemlig, at vi skal bruge antibiotika for at holde vores svin i live, indtil de skal slagtes. Vi skal have omlagt produktionen, og skabt bedre og sundere produktionsmetoder. Vi har set det med økologisk landbrug, så vi ved, at det kan lade sig gøre.

En trussel mod vores overlevelse

Svinebakterien er dog ikke den eneste resistente bakterie, som plager mennesker. Der er kommet flere til, og det vækker endnu større bekymring.

- Det her er blot en af mange resistente bakterier, og der er ingen tvivl om, at vi skal overveje vores systematiske misbrug af de meget store mængder antibiotika i verden.

- Gør vi det her rigtigt? Hvad er vores fremtid som mennesker på jorden, hvis bakterierne, vi laver, er så resistente, at vi ikke kan tåle at blive syge?

Smittevejen er lige nu ukendte, men Henrik Torkil Westh kan godt afvise, at man bliver syg af at spise svinekød.