TV

10 gode råd om solcreme

Den bedste måde at beskytte sin hud på er ved slet ikke at udsætte den for solens UV-stråler. Kræftens Bekæmpelse anbefaler skygge, tøj, solbriller og en bredskygget hat.

Vil du alligevel gerne lade din krop mærke de varme stråler, er her ti gode råd om solcreme.

  1. Solbeskyttelse kan have form som både creme, lotion eller gel, og alle slags virker lige godt. Dog frarådes sollotion i sprayform, fordi de kan være svære at dosere i korrekte mængder.  
  2. Alkoholbaserede solcremer er mindre klistrede og fedtede. De tørrer hurtigere end en mælket lotion eller creme, til gengæld kan de irritere følsom hud.  
  3. Vælg en vandfast udgave, den holder bedre.  
  4. Faktor 15 er god til de fleste uanset alder, når man er i Danmark. Hvis man har meget sart eller lys hud eller rejser til lande tættere på Ækvator, anbefales en højere faktor.  
  5. Hvis du køber solcreme i udlandet, så vær opmærksom på, om stoffet 4-MBC indgår i produktet. Stoffet er under mistanke for at være hormonforstyrrende, og det frarådes helt til gravide og børn under 12 år. I Danmark kan man ikke købe solcreme, der indeholder stoffet, men det sælges stadig i udlandet.  
  6. For at nedsætte risikoen for kræft, og at huden ældes, bør solcremer både beskytte mod UVA- og UVB-stråling.  
  7. Hvis solcremen skal være effektiv, skal du ikke være nærig med den. Den skal bruges i rigelige mængder og gerne smøres ind i huden cirka 20 minutter inden, du opholder dig i solen. Tidligere undersøgelser viser, at danskerne ofte bruger for lidt solcreme – typisk smører vi kun med en fjerdedel af den anbefalede mængde. Det har betydning for, hvor godt solcremen virker, for eksempel bliver faktor 16 reduceret til en faktor 2, hvis man kun bruger en fjerdedel af den mængde, man bør. En voksen skal bruge 40 ml solcreme til at dække hele kroppen, mens børn skal bruge cirka det halve. Hvis en flaske solcreme indeholder 200 ml rækker det altså kun til en enkelt dag på stranden for en hel familie.  
  8. Dyr solcreme er ikke nødvendigvis bedre end billigere udgaver. Hvis den bruges rigtigt, har faktor 15 eller højere og beskytter mod både UVA- og UVB-beskyttelse, beskytter enhver solcreme.  
  9. Hvis man opbevarer solcremen ved stuetemperatur, kan den typisk holde sig i to til tre år. Når først den er åbnet, er holdbarheden typisk 12 måneder. Hvis flasken ligger et varm sted, for eksempel fremme i solen eller i bilens handskerum, vil produktet med tiden miste sin effekt.  
  10. Solcreme forsinker dannelsen af D-vitamin, men medfører ikke D-vitaminmangel. Risikoen for solskoldninger og for høje doser af UV-stråling og på længere sigt kræft i huden er langt mere alvorlig.

Kilder: Miljøministeriet, DMI, Dank Dermatologisk Selskab, Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse.

Hvis du er blevet rød

En skoldning er, når huden er rød i 12 timer eller mere.

Hvis skaden er sket, skal du holde dig væk fra solen, indtil rødme og afskallet hud er væk.

Drik rigeligt med vand og smør huden med en fugtighedscreme med jævne mellemrum.

Søg læge, hvis huden er mørkerød, eller hvis et barn er blevet forbrændt.