TV

Nu kommer huerne: Lars er blevet student som 61-årig

Det er aldrig for sent at tage en studentereksamen. Det mener i hvert fald 61-årige Lars Buhl Jensen, der netop har gjort sig fortjent til at få sin egen hue.

Han har haft besøg af et par venner, men derudover har fejringen været begrænset. Den ellers obligatoriske studenterkørsel lader han de unge om. 

- Det har ikke været det vilde, for jeg har trods alt en vis alder, siger han.

Lars Buhl Jensen er 61 år gammel og netop blevet student fra HF med fem 12-taller på eksamensbeviset.

Efter 40 år på arbejdsmarkedet blev han fyret fra sit job som IT-specialist i skatteministeriet. Han søgte 150 jobs, men det lykkedes ham ikke at kapre en ny ansættelse. Derfor foreslog hans datter, at han søgte ind på HF, hvor hun selv var i gang med sin egen uddannelse.

- Man kan sige, at han på en måde var knækket. Fyringen påvirkede ham i mange år, og det påvirker også familien, når nogen mister sit job, for han kunne jo ikke finde et andet. Jeg synes ikke, han bare skulle sidde derhjemme, for jeg vidste, at han stadig havde det hele i hovedet, siger datteren Christina Marie Buhl Jensen.

På samme skole

Far og datter nåede at gå på samme skole i et halvt år, indtil Christina Marie Buhl Jensen fik sin studenterhue.

- Det var lidt grænseoverskridende, og det er måske ikke enhvers drøm at gå på skole med sin far, men det gik meget godt, siger hun.

Selv var Lars Buhl Jensen også glad for det sociale liv på skolen. Han har fungeret som mentor for nogle af sine medstuderende og er også selv blevet inspireret af sine omgivelser, fortæller han. For eksempel er hans interesse for musik eksploderet.

- Jeg har fået nye impulser og en anden måde at se tingene på. Jeg har min verden, men de unges verden er mange gange meget mere farverig, og det er det, der er spændende, siger han.

På uni efter sommer

Hvis alt går efter planen, skal Lars Buhl Jensen snart begå sig i de samme klasselokaler som sin datter igen. Efter sommerferien vil de begge to gerne starte på teologistudiet på universitetet. 

Selv om han langt fra kan bruge sin fremtidige uddannelse i ligeså mange år, som datteren kan, mener han ikke, at det er spild af penge, at samfundet bruger store summer på hans uddannelse.

- Jeg kan ikke se, at det skulle spille nogen rolle, for der er ledige pladser. Selv om man erældre, skal man have lov til at tilegne sig viden. Det er et videnssamfund vi lever i i dag, du skal have papirer på alt. Så jeg tænker, at jeg også har ret til at få nogen papirer. Jeg har ydet, men jeg vil gerne yde mere til samfundet, siger han.

Over artiklen kan du se hele interviewet med Lars Buhl Jensen og hans datter, der mandag var på besøg i Go' morgen Danmark.

Du kan se Go' morgen Danmark på TV 2 PLAY her.

Hvis du ikke allerede er tilmeldt TV 2 PLAY, kan du gratis oprette dig som bruger på www.tv2play.dk. Første måned er gratis.