TV

Prins Joachim og prinsesse Marie flytter til København

Prins Joachim og prinsesse Marie har besluttet sig for at lade Schackenborg overgå til en fond og flytte med deres to børn til København.

Det er blevet for vanskeligt for prins Joachim og prinsesse Marie at drive deres slot Schackenborg i Møgeltønder, derfor vil parret nu lade slottet overgå til en fond. Samtidig vælger parret at flytte til København af "familiehensyn", det skriver kongehuset i en pressemeddelelse. 

Læs også: Prins Joachim købt ud af fransk gård

”Prinsesse Marie og jeg er glade for den løsning, som vi har fundet frem til med stifterne af den nye fond. Det har været en vanskelig beslutning at afhænde Schackenborg, men jeg er overbevist om, at vi med denne løsning sikrer Schackenborgs fremtid bedst muligt,” udtaler Prins Joachim.

Læs også: Prinsesse Marie: Derfor faldt jeg for Joachim

Inden for nærmeste fremtid flytter parret og deres to børn Henrik og Athena på fem og to år altså permanent til København, hvor prins Joachims to sønner, prins Felix og Nikolai i forvejen bor med deres mor, grevinde Alexandra. Prins Nikolai flytter dog lige straks hjemmefra, når han begynder på kostskolen Herlufsholm i Næstved efter sommeren.

Fonden er stiftet af Prins Joachim, Bitten og Mads Clausens Fond, Ecco Holding og Ole Kirks Fond. Tilsammen indskyder stifterne hele 113 millioner kroner i slottet, heraf kommer de 13 millioner fra prins Joachim.

Joachim og Marie bliver protektorer for fonden og vil derfor opholde sig i kortere perioder på slottet for at bevare forholdet til Møgeltønder. Prins Joachim overtog Schackenborg i 1993 og har boet der lige siden.

Det er planen, at Schackenborg Slot og park lejlighedsvis skal stilles til rådighed for forskellige typer af arrangementer.

Hvad synes du om, at prins Joachim og prinsesse Marie flytter fra Møgeltønder til København? Deltag i debatten på vores Facebookside.

Schackenborg Slot

  • Schackenborg Slot hed tidligere hed Møgeltønderhus
  • Det ligger i Møgeltønder nær Tønder i Sønderjylland
  • De oprindelige bygninger kan dateres tilbage til 1200-tallet, og de ejedes dengang af biskoppen i Ribe
  • Efter reformationen i 1536 overgik de til kongen, og i 1661 blev slottet overdraget til Hans Schack, hvorefter det kom til at hedde Schackenborg Slot. De nuværende bygninger er opført midt i 1600-tallet
  • I 1978, efter 11 generationer i Schack-slægtens eje, blev slottet overtaget af kongefamilien
  • I 1993 blev slottet overtaget af H.K.H. prins Joachim. Sidenhen er H.K.H. prinsesse Marie flyttet ind
  • Da parret blev gift i 2008 foregik vielsen i Møgeltønder Kirke. Den efterfølgende private bryllupsmiddag blev afholdt på Schackenborg Slot
  • 1. juli 2014 meddelte Hoffet, at Schackenborg Slot vil overgå til fondsdrift. Fonden "Schackenborg Fonden" er stiftet af H. K. H. prins Joachim, Bitten og Mads Clausens Fond, Ecco Holding og Ole Kirks Fond med D.K. H. prins Joachim og prinsesse Marie som protektorer
  • Schackenborg Gods er på 969 hektar