TV 2 sætter en uge af til folkeskolen

”Den nye folkeskole” bliver budt velkommen med debat, dokumentar og nyhedsindslag på TV 2 i hele næste uge
I den kommende uge skal den ny skolereform stå sin prøve, når klokken ringer ind for en halv million folkeskoleelever landet over.
Derfor stiller TV 2 i hele uge 33 skarpt på ”den nye folkeskole” med dokumentarprogrammer, nyhedsindslag og masser af debat.
"Folkeskolen og uddannelsen af vores børn er et af TV 2s absolutte kerneområder. Det er en sag, der optager rigtig mange mennesker - og derfor selvfølgelig også TV 2," siger Hans Peter Blicher, redaktionschef på TV 2, i en pressemeddelelse.
Folkeskolen fra morgen til aften
Allerede fra morgenstunden blænder ’Go’ morgen Danmark’ op for folkeskolen anno 2014 og dykker blandt andet ned i folkeskolens 200-årige historie og familiernes, lærerenes og eksperternes forventninger til den nye skolereform.
Den massive dækning afspejles også i NYHEDERNE, herunder i ’22 NYHEDERNE med Poul Erik Skammelsen’, som udvides hele næste uge. Ligesom der på tv2.dk vil der være uddybende artikler om emnet, og TV 2 NEWS dagen lang bringer aktuelle interviews og indslag fra skolegården.
Mini-dokumentarserien ’Kundskab eller kaos’ (foto øverst), der sendes på TV 2 fra onsdag aften kl. 20.55, går tæt på lærere, elever og deres forældre i tre 7. klasser på tre vidt forskellige skoler i Danmark.
Debat på de sociale medier
Skolernes nye hverdag giver længere skoledage for elever og lærere og flere aktiviteter uden for klasselokalet. Formålet er at løfte eleverne fagligt – en sag, der naturligvis optager danskerne.
TV 2 inviterer derfor til debat på de sociale medier under #dennyefolkeskole, hvor seere og brugere kan komme med deres syn på ”den nye folkeskole”.